Jeg gik ud på dækket, kigger udover det store blå hav. Det eneste jeg kunne få øje
på var vand. Jeg sad helt alene på et hav, flere tusind kilometer fra mine forældre og mine venner. Jeg fandt mit tørre brød frem og begyndte at bide lidt i det. Det eneste der kunne trøste mig lidt, var min fugl, Hans. Min lille papegøje som jeg fik til min fødselsdag for to år siden, da jeg blev 12 år gammel. Jeg havde lært den at snakke lidt, og det var en enorm stor trøst for mig, når man ved, at man skal være alene i flere måneder. Men mit mål ville jeg gennemføre. Jeg ville sejle
over Atlanten som den yngste nogensinde.
Dag 14:
De sidste par dage havde været stille og rolige uden de store problemer, men jeg kunne fornemme at der ville ske noget i dag. Skyerne var ved at blive mørke, bølgerne var ved at blive store, og Hans var begyndt at skrige som et lille spædbarn. Jeg fornemmede at en storm var på vej. Jens havde sagt i flere timer: ”Stor storm kommer - farlig aften.” Det begyndte at regne, og bølgerne begyndte at blive store, og skibet gyngede fra side til side som aldrig før. Tordenen var enorm, alle kasserne på dækket rullede fra den ene side til den anden. Vandet skyllede op på dækket, og buret, hvor Hans sad i røg rundt, og pludselig skete der noget, som fik min verden til at gå i stå. Buret med Hans rullede over til den ene side, og derfra faldt det, som var det i slowmotion i hovedet på mig - som om det var i luften i flere minutter og derefter ned i vandet. Jeg kastede mig hen til kanten, og kiggede ned mod vandet. Buret sank. Hans pippede og skreg. Der gik det op for migat Hans var væk. Hans var min sidste og eneste ”ven” på den her tur. Det eneste levende væsen, jeg kunne fortælle alt til. Og så var han væk. Jeg stod i det forfærdelige uvejr og græd. Jeg græd som aldrig før. Jeg var ude af mig selv. Jeg havde ikke regnet med, at en lille papegøje kunne betyde så meget, men Hans betød alt på den her tur. Han var den eneste jeg kunne snakke med. I de sekunder kunne jeg ikke forestille mig, hvordan jeg skulle komme igennem denne lange og ensomme rejse. Jeg ønskede inderligt, at jeg aldrig havde taget ud på denne rejse. På dette tidspunkt kunne jeg havde siddet og spist en dejlig stor bøf med kartofler og brun sovs, men i stedet for var jeg langt ude på Atlanterhavet.
Det er gratis at oprette en konto