Perioden 1800-1870 omtaler vi som romantikken i litteraturhistorien. Det var en periode hvor litteraturen skulle handle om og udtrykke store følelser. Dette står i modsætning til den foregående periode, oplysningstiden, hvor alt skulle være meget fornuftigt.
De store følelser gælder ikke mindst for underretningen universalromantikken, der i Danmark bliver skudt i gang af Henrik Steffens forelæsninger, som den unge digter Adam Oehlenschläger hørte og blev meget inspireret af. Han udgav digtsamlingen digte 1803, med det siden for perioden så berømte digt, guldhornene, der handler om hvordan guldhornene blev fundet og stjålet igen.
Hovedtankerne for universalromantikken var organismetanken, der gik ud på, at ånden var i alt – især i naturen. Derfor er et af kendetegnene for underretningen at have fokus på naturen og det åndelige. Generelt for perioden gælder det, at det gik virkelig dårligt for Danmark – vi tabte englandskrigene, gik bankerot og mistede Norge – bare for at nævne nogle få at de mange katastrofale begivenheder i starten af 1800-tallet.
Det gjorde at litteraturen og billedkunsten vendte sig mod Danmarks glorværdige fortid og begyndte at digte og male om den – denne underretning kaldes for nationalromantikken. Universalromantikken og nationalromantikken eksisterer samtidig og ofte kan det være svært at vurdere om en tekst enten er mest universalromantisk eller nationalromantisk. Det vil jeg komme ind på i min konklusion, hvor jeg diskuterer guldhornenes periodeplacering.
Det er gratis at oprette en konto