Hvordan kan det virkelig være, at jeg ikke kan være mig selv? Jeg står og stirrer på mig selv i spejlet, nogle gange kan jeg ikke se andet end den værste version af mig selv. Ser andre virkelig denne side af mig, eller er det bare noget der foregår i mit hoved? Hvad mon andre tænker om mig? Er jeg virkelig denne dårlige person? Fordi jeg ved det ikke er sådan jeg er.
Jeg føler mig som to. Ude blandt mennesker føler jeg mig som en anden, en helt anden person. Da jeg startede i 9. klasse, var jeg mig selv. Men som tiden gik begyndte der at komme nye mennesker ind i mit liv. Folk som jeg ikke rigtigt kunne være mig selv iblandt. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle være mig selv, en sød og rar dreng, men med en hård ydre. Der var en engang hvor jeg var den sødeste og rareste dreng, men den side af mig selv har jeg ikke set ret længe.
Der var en dreng, min bedsteven siden vi var små børn der legede ude på legepladsen. Andre syntes ikke særlig godt om ham, men det gjorde jeg, “tykke [NAVN A]” kaldte de ham, selvom han ikke engang var særlig tyk. Jeg syntes altid at det var ondt, men en dag lavede de en såkaldt “prank” hvor de lagde en bøtte med vand oven på døren. I det han kom ind, væltede bøtten med vand ned over ham og alle grinte af ham. Hvordan kan man have det godt med sig selv efter at have gjort sådan noget? “Har mennesker ingen form for næstekærlighed længere” spurgte jeg mig selv om efter episoden. Det værste var at jeg slet ikke følte nogen form for medlidenhed. Normalt var jeg imod alle former for mobning, men det skete så ofte at det begyndte at føles normalt selvom det i virkeligheden ikke er normalt at mobbe. Jeg havde ingen følelser, det var som om mit hjerte var frosset til is. Kulden i min krop gav mig kuldegysninger.
Det er gratis at oprette en konto