Helt af sig selv

Alf og Johnny var som brødre. Ying og yang. Bedstevenner. Og ingen andre. Bare de to. Alf og Johnny. Johnny og Alf. Ingen skulle komme imellem dem. Ingen eller intet. De var der altid for hinanden. Alf den lille kloge gut og Johnny den store stærke fyr. De havde indgået en aftale. En aftale om at ingen eller intet måtte komme imellem de to. De var som skabt for hinanden. Kun de to. Ingen skulle røre Alf, for så ventede der bank. Ingen skulle mobbe Johnny, for så ville Alf sige noget, som de aldrig ville glemme eller finde ud af noget og sige det til alle. Der havde aldrig nogensinde, igennem alle de år Alf og Johnny havde tilbragt sammen. Der havde der ikke været det eneste lille problem. Overhovedet intet eller noget galt. Men så skete det. Det som Alf aldrig ville have troet eller vil have som skulle ske. Men det skete. Sket er sket. Tiden kunne ikke spoles tilbage. Tankerne fløj rundt oppe i Alf's hoved. Meget forvirret. Han følte sig dum. For første gang. Dum. Et kæmpe fjols. En idiot. En nar. Var det egentlig det værd. Det var det, som han aldrig skulle have sket, det var en skræmmende dun ting. Eller var det nu rigtigt, det han gjorde. Der sidder Alf. På bagsædet af en krid hvid Ford. Desværre ikke en helt almindelig krid hvid bil. Der står noget på siden af bilen, med okay store og tydelige bogstaver. Alf var lidt i tvivl, han havde det ikke helt godt. Han var ikke helt hundred på, at det var det, han troede det var. Det var det. En politibil. Alf vidste ikke, om han var bange, ked af det, sur eller noget helt andet. Men negativ, det var han. ”Hvad ville der egentligt ske? Skulle han straffes meget? Skulle han sendes på en kostskole eller børnehjem? Var Johnny ked af det eller sur? Skulle det ikke være de to mere?” Sådan fløj tankerne, med tusinde vis af spørgsmål rundt i hovedet på Alf. Alf var helt ude af den. Han vidste ikke, hvad det var, han skulle stille op med. Han var helt fortabt. Øjnene løb i vand. Han havde lyst til at tude, som om et vandfald løb ud af øjnene af ham. Han kunne også mærke sveden på kroppen. Den var så fugtig, at hans tøj klistrede sig til hans lille, tynde krop. Han kiggede forvirrende rundt og på hans højre side sad en stor, ung mand med karseklippet hår. Han lignede ikke en man skulle op og toppe med. Han så i hvert fald stærk ud. Manden ved siden af havde kun blikket på Alf. Det forlod aldrig synet af Alf. Alf ville ikke kunne kigge manden ind i øjnene. Det ville bare gøre ham mere bange med et dræber blik. Manden stillede masser vis af spørgsmål. Men det var som om, at de kom ind af det ene øre, og ud igen af det andet. Den karseklippet mand spurgte også om Alf havde nogle ulovlige ting på sig. Om han bare idet hele taget, havde nogle ting i lommerne, i jakken eller bare på sig. Alf rystede på hovedet. Intet havde han. Eller nu blev han i tvivl. Manden spurgte endnu engang, om han havde noget på sig. For så skulle det afleveres. Endnu en gang rystede Alf på hovedet. Denne gang spurgte manden Alf, om han var helt sikker. Alf blev ved med at ryste på hovedet, for at vise han var usikker og i tvivl. Han sagde han ville tjekke alt på Alf, når de an kom til stationen. Alf begyndte at kunne mærke smerte i maven. Han begyndte også at få lidt kvalme. Så fik han suropstød, og efter meget få minutter kastede han op. Det føltes som om han ikke kunne få været da han brækkede sig, som om nogen kvalte ham og samtidig holdte for næsen. Det var en frygtelig situation. Det føltes som om, at de havde kørt i time vis. En evighed for Alf. Dog var det kun 15 minutter. Endelig. Endelig fremme. Og alligevel ikke særlig godt, for Alf's vedkommende. Alf var både sur, ked af det, negativ og dårlig. Rigtig dårlig. Det var som om, at han havde mistet synet, for alt var sløret for Alf. Sløret og utydeligt. Den karseklippede mand tog fat i Alf. Alf kunne ikke rigtig gøre andet end at gå. Der var de her meget kolde ting han havde rundt om armen. Håndjern. Alf's højre håndled var helt dødt. Det var som om der ikke kunne komme blod igennem armen til hånden, på grund af håndjernene. Den sad så stram at han både havde røde og blå mærker efter dem. Men på venstre hånd, der sad det ikke ligeså stramt, at han havde mærker efter. Han blev endnu en gang Side