Fra femte til niende klasse var Shirley min bedste og eneste veninde. ”Vil du komme sammen med mig? Ja, nej eller måske?” skrev hun til de utallige drenge, hun forelskede sig i, og senere, da det blev for pinligt med den slags breve, sendte hun drengene lange blikke til festerne, eller hvor hun ellers stødte mere eller mindre tilfældigt ind i dem. Det blev hurtigt en hel sport at opspore dem efter skoletid, men jeg ville hellere læse lektier eller gå på biblioteket og låne bøger om blindhed og selvmord, anoreksi og homoseksualitet. Også selv om Shirley blev ved at udfritte mig. ”Og hvem er du så vild med, Christina?” ville hun spørge mig, når vi fulgtes ad i skole, og i flere år svarede jeg rutinemæssigt Nikolaj, der spillede trompet i det samme band som mig. Ikke fordi jeg var vild med ham overhovedet, men fordi jeg umuligt kunne fortælle hende sandheden, der var, at jeg simpelthen ikke anede, hvad hun snakkede om. Jeg havde aldrig prøvet at være vild med en dreng, og de eneste mennesker, der virkelig interesserede mig, var mine kvindelige lærere. Men jo ikke på den måde, prøvede jeg at overbevise mig selv om, fordi jeg vidste, at det var forkert at føle sådan. Jeg ville bare være nær dem og allerhelst vide alt om dem, og måske ville jeg faktisk få det lige sådan med Nikolaj med tiden, bare bedre? Jeg krydsede fingre og håbede det bedste.
Det er gratis at oprette en konto