Min mave knurrer. Jeg står og kigger mig selv i spejlet med min søster, jeg ser tyk ud. Hun er tynd. Hvorfor ser jeg så tyk ud? Jeg har jo skåret lidt ned på min mad. Hvorfor er det lige mig der skal være tyk? Hvad har jeg gjort galt? Jeg tror snart at det er frokost tid. Jeg håber ikke min mor er hjemme. For så kan jeg nemlig springe frokosten over, det sker der vel ikke noget ved. Jeg dør jo ikke ligefrem af det, jeg taber mig jo kun lidt.
Min mor forstår mig ikke. Hun siger at jeg er fin som jeg er, men det skal hun jo sige – hun er trods alt min mor. Alle dem herhjemme siger at jeg er for tynd, men man kan jo se mine deller på min lig blege mave. Min mor er sundhedsplejerske, så hun burde da forstå hvorfor at jeg vil være tynd. Jeg forstår virkelig ikke problemet i at jeg springer ét måltid over, eller to.
Det er frokost tid. Min søster går ud fra mit værelse og ud i køkkenet, for at lave noget frokost. Hun spørger mig om hun skal lave noget til mig. Inderst inde, har jeg lyst til at sige ja, men et nej kommer ud af munden på mig. Jeg har virkelig lyst til mad, men jeg skal jo tabe mig, så jeg må springe frokosten over. Min mor er heldigvis ikke hjemme så hun kan ikke sige noget til det, og hvis hun spørger så siger jeg bare at jeg har spist noget. Min søster tager maden med ind på værelset min mave knurrer og jeg har virkelig lyst til mad, men jeg må holde igen, og bekæmpe min sult.
Det er gratis at oprette en konto