Brisen tager fat i bøgebladenes skelet som jeg overværer livets cyklus, igennem glasruden monteret på gymnasiets bygningskrop. Mit blik fanges nu af skriften på de hvidmelerede sider, som har overtaget sin position på det slidstærke skolebord af eg, hvor jeg plejer at holde mig parkeret fra 8 til 15. Mine tunge øjne følger den forældede skrifttype. Jeg kan mærke angsten begynder at overtage min krop, da jeg genlæser samme linje, igen og igen.
Jeg befinder mig i forberedelseslokalet på mit gymnasie. Inden jeg når at blinke, er det mig der står under fire øjne med bødlen. Baggrundsstøj består af det tikkende analoge ur og skoletrætte elever på parkeringspladsen, der hujer og hejer, mens andre har vendt hovedet den anden retning og ser sørgmodigt til mode. Mon jeg bliver udsat for samme skæbne? Mine håndflader begynder at svede. Det kan gå to veje. Enten at jeg drager hjem for at modtage et pjusk i håret efterfulgt af en tryg og varm omfavnelse. Eller til det skuffede sideøje af direktørmoderen og ingeniørfaderen
Til tider spørger jeg mig selv, er det egentligt det hele værd? Gør jeg det for mig selv? Eller alene bare for rusen af anerkendelse? Jeg føler mig som en marionetdukke, kontrolleret af forhåbninger, forventninger og tomme drømme. Holdt i fangenskab af ”selvdisciplin”. Blevet disciplineret i retorik, lingvistik og aritmetik siden barnsben. Oplevelser der minder mig om, hvorfor jeg tvivler mig selv. Er de mine skabere, eller mine gidseltagere?
Det er gratis at oprette en konto