Skæve og stive slentrer vi op ad vejen, oplyst af gadelygterne og månelysets skær, med verden for fødderne af os. Der er intet bedre end sammen med gutterne, en joint i hånden og en højttaler over skulderen. Lyden af den dunkende bas i ørene overdøver alle tanker og følelser.
Vi har retning mod stationen og baren. ”Vi skal fandme på bar!”
Mens vi nærmer os stationen og barerne, begynder graffitien på togene og væggene at tegne sig foran os. Graffitien har fået plads på togene, togene har fået plads bag graffitien. Overalt er vægge klisteret til i citater eller bare ord. ”FUCK” ”YOLO” ”LOVE”. Det ligner regnbuens opkast. Ungdommens oprør og ungdommens stemme til systemet. Velkommen til Nørreport station.
Vi fortsætter videre mod baren, beruset, skæve og klar på at feste. Da vi når til døren, står en dørmand.
Alle har på forhånd trukket deres falske ID op af lommen.
”ID” mumler vagten. Han tror han er gud, men han ser dog ikke særlig guddommelig ud, som han står der med det mørke uglede hår. Han ligner en der blev mobbet gennem alle folkeskolens år.
Vi smiler og viser vores ID. Vagten lukker kun en af os ind. Den mest fornuftige. Ham der prøver at leve et stoisk liv, men fejler så snart han er i vores selskab.
Det er gratis at oprette en konto