Hvorfor er lykke sådan den stordel af alle danskers hverdag, og er det menigløs bekymring
Personligt synes jeg lykke er et meget svært begreb at sætte ord på, jeg er slet ikke sikker på jeg ved, hvad lykke er for mig. Når jeg tænker på lykke, virker det som en meget stor og uoverskuelig ting som jeg på en måde ikke har ”brug” for i mit liv, jeg tror, det har at gøre med, at jeg sammen-hænger ordet lykke med, mennesker der stræber og længes efter noget som de ikke har eller er. Jeg tror, når man stræber efter lykke, som jeg ved mange mennesker gør, fører det nemt til tanker som
”jeg ville være lykkelig, hvis jeg bare var lidt bedre til det her” eller ”jeg ville være meget mere lykkelig, hvis jeg bare var lige som hende eller ham” og medierne bombarderer os konstant med forslag, opfordringer og bud på, hvordan vi kan leve det lykkelige liv, men findes det lykkelige liv overhovedet?
Lykke virker for mig som et meget falsk begreb, som jeg på nogle måder forstår og på mange måder ikke forstår, fordi jeg kan på ingen måde se mig, eller nogle som helst andre, leve et liv i konstant lykke. Det betyder på ingen måde, at jeg lever ulykkeligt overhovedet, for jeg ”lever efter” at man skal opleve det dårlige for at kunne værdsætte det gode rigtigt. Netop derfor sætter jeg også meget mere pris på det man ville kalde lykkeglimt eller glædesøjeblikke, lykkeglimt kan både være store ting man kan se frem til og glæde mig til, men i de fleste tilfælde små ting som at få sin livret til aftensmad eller at købe en ny trøje, det allerbedste ved lykkeglimt for mig er, at i svære tider bringer det lykke at tænke tilbage på.
Det er gratis at oprette en konto