I forholdet kan man godt sige at man er under tøflen, han er den undertrykte. Manden er den svage og opgivende, og tænker mere på betydningsfulde ting end kvinden. Manden er realistisk og ser på hvordan verdenen i virkeligheden er. Hun er mere er overfladisk, tænker på hvordan de ser ud og hvordan hun gerne selv vil virke udadtil. Det virker som om, at han er mere klar over hvad der foregår imellem ham og hans kone. Man kan tydeligt mærke spændingerne mellem dem.
Det utrolige af det hele er, at kvinden kun tænker på hvordan de ser ud udad til i deres vennekreds. Det er som om hun ikke tør stå frem og fortælle, at de faktisk ikke har det så godt sammen længere.
Hvorledes kommer det mere eller mindre til udtryk, at kvinden er irriteret på manden?
Der er mange steder i novellen, hvor man tydeligt kan mærke at kvinden er irriteret på sin mand. Hun bliver irriteret fordi manden hele tiden gør problemerne større end de i virkeligheden er. F.eks. "Jeg kan ikke gennemføre det, siger han, det kan ikke lade sig gøre". Men når han siger sådan, så ved man også er der ligger noget bagved der er større. Problemer der aldrig er blevet gjort noget ved, men bare glemt. Det er som om at han bliver mere og mere sårbar, og man kan næsten mærke på kvinden hvor irriteret hun er. Han kan slet ikke overskue/gennemføre den middag, de skal holde for deres venner. Men han bliver lidt nemmere at arbejde sammen med, jo tættere på at gæsterne kommer. På et tidspunkt ser hun at der mangler en stol og manden begynder at græde. Han siger at han hader sig selv, og hun vil hellere lade ham falde ned i et dybt hul, bare han lige ordner badeværelset, med det samme. Jeg synes det virker som om at problemerne har været der længe, men de er blevet større og større for hver dag der er gået. Da jeg ikke tror, at de har snakket ordentligt sammen.
Det er gratis at oprette en konto