Jeg husker tydeligt, da jeg først læste kommentarsporet på Malou Christiansens Instagram. Året var 2018, og jeg havde endeligt fået lov til at downloade Instagram efter en intens diskussion mellem mine forældre og mig. Jeg snublede over hendes profil ved et tilfælde. Læste nogle af kommentarerne. Mennesker kan være så onde mod hinanden. Kommentarsporet var fyldt til renden med anonyme profiler, fælles for dem var, at de var enige om, at Malou ikke fortjente at leve. Hvad de fik ud af det? Ingenting. De vidste godt, at det de skrev, havde konsekvenser. Dette var første gang, jeg mødte den rene dæmoniske ondskab.
Onde handlinger kan godt være uden en ond hensigt. Og lige omvendt. Måske tænke dem, der skrev kommentarerne ikke over, hvad de i virkeligheden skrev. Måske begik de bare dum ondskab. De tænkte sig ikke om. Dog betyder det ikke, at de ikke skal stå til ansvar for det. Uanset om man gjorde noget med vilje eller ej, gjorde det stadig skade.
Jeg tror ikke, at ondskab som sådan har udviklet sig igennem tiden. Hvordan skulle det kunne gøre det? Ondskaben har blot fundet nye veje at snige sig ind på folk. Der er blevet åbnet op for nye muligheder. Før i tiden kunne man ikke gemme sig bag en skærm, og lade sin indre ondskab folde sig ud. Der blev man nødt til at gemme den, eller tage den ansigt til ansigt.
Det er gratis at oprette en konto