Boline trængte til lidt glæde og megen venlighed. Og herren og fruen var ikke
så venlige mod hende, for hun var langsom til sit arbejde.
Hun var lys, og hendes hår var tyndt, Af natur var hun stille og usikker, og
det betød, at hun slog meget i stykker i køkkenet og græd meget over det.
Boline fik tolv kroner om måneden og blev tit skældt ud, selv om hun gjor
de alt for at passe sit arbejde så godt som muligt.
Men hveranden søndag og en aften om ugen skinnede solen for hende. Gamle
mænd og unge fyre snakkede til hende på gaden og kaldte hende frøken, selv
om hendes tøj ikke var så pænt, og selv om de ikke kendte hende. Ekspedien
ten henne hos købmanden stod ofte i butiksdøren og sendte venlige ord efter
hende. Det fik hendes sol til at skinne. Og fine herrer med høj hat kom hen til
hende og bad om at få lov til at følge hende hjem.
Mændene var så gode! Selv herren derhjemme var sommetider venlig mod
hende og klappede hende på kinden. Men han kunne også være hård. Han
turde ikke andet på grund af fruen.
Bolines liv var kedeligt, men hun syntes alligevel, at hun havde det godt.
Det er gratis at oprette en konto