Den vilde storslåede danske natur ved Vesterhavet er kulisse til et sandt ægteskabeligt drama i Naja Maries Aidts novelle Bulbjerg fra samlingen Bavian, 2006. I novellen møder vi en familie på 3 og deres gravhund, de er på cykeltur i det vestlige Jylland på vej til Bulbjerg. Undervejs på turen farer de vild, og de voksne bliver mere og mere desperate, som ulykkerne regner ned over den lille familie. Vi er vidne til, at der bliver vendt op og ned på den etablerede orden, og familien går langsomt i opløsning. Tematisk handler teksten om, hvor svært det kan være at forene jegets egoistiske behov med parforholdets indskrænkende rammer i et samliv, hvor al kommunikation er ophørt.
Centralt i teksten finder vi tekstens ”jeg”. Han er usympatisk og latent aggressiv, og fremstår ikke som en harmonisk partner for Anne, da de er fuldstændig faret vild i den vilde natur: ”Vi kører videre i tavshed. Hver gang vi kommer til en korsvej, ser du spørgende på mig, men det er jo ikke mig, der er stedkendt heroppe…” (Bulbjerg, s.121). Jeget er passivt, har ingen intention om at hjælpe med at finde vej, og han har fra lagt sig ethvert ansvar overfor sin lille familie. Jeget virker meget irriteret på Anne, og underligt distanceret til virkeligheden og deres situation. Deres dialog er fuld af hadefulde og indestængte bemærkninger. Som læser forstår vi pludseligt, at jeget er Anne utro med hendes søster Tine og tilsyneladende har været det længe. Der er ingen anger, når han tilstår det, og han undskylder det ikke. Senere i forløbet afslører han det også for Anne: ”Jeg knepper din søster. Forstår du det? Du sætter farten op. Jeg knalder med Tine, jeg kan ikke få nok af hende…” (Bulbjerg s. 125). Jeget har altså gennem længere tid handlet på sine egne dyriske drifter og fremstår egoistisk og illoyal. Anne bliver beskrevet gennem jegets øjne, og det er ikke kærlige øjne, der betragter hende. Deres ægteskab er reelt ophørt, men de holder krampagtigt fast i ægteskabets ramme, måske for deres barns skyld? Vi opdager dog mod slut, at Anne måske ikke selv er helt uskyldig, da hun i smug har opkaldt deres adopterede søn efter sin egen gamle kærlighed. De har altså begge to ført hinanden bag lyset. ”Hun nærmer sig med fremstrakte arme. ”Kom og få en is af Sebastian, det er ham du er opkaldt efter.” Hendes ansigt fortrækker sig i en forrykt grimasse.” (Bulbjerg s. 128).
Det er gratis at oprette en konto