Emil Aarestrups romantiske digt "På sneen" fra 1838, og Tobias Rahims moderne refleksion over skyggen i 2022, synes adskilte af tid, men deler alligevel et fælles tema, nemlig at skyggen bliver brugt som symbol på det indre selv. Gennem de to digte kan man udforske, hvordan romantikkens fascination af det mystiske og dobbeltgængermotivet træder i sammenhæng med nutidens litterære strømninger.
Aarestrups digt viser en scene, hvor jeget oplever sin egen skygge som en anden person, nærmest selvstyrende skikkelse. Skyggen bliver et symbol på denne dobbeltgænger, der i kraft af månens magiske belysning, overtager en del af jegets væsen. Digtet får indfanget romantikkens fascination af det overnaturlige og den dæmoniske side af mennesket. Aarestrup anvender den blændende sne og månelysets fortryllende skær til at illustrere dualiteten i jegets egen natur.
Tilsvarende udforsker Tobias Rahim i sit digt nutidens komplekse forhold til skyggen. Rahims tekst viser en indre konflikt og en kamp mod sig selv, som bliver symboliseret ved hans kamp mod skyggen. Dog finder jeget i Rahims digt en form for forsoning og accept af skyggen som en del af identiteten. Her ser vi en parallel til Aarestrups digt, hvor jeget til sidst opnår forståelse og opnår en form for fred med sin egen skygge.
Det er gratis at oprette en konto