Analyse af H.C. Andersens 'Grantræet'

Historien om Grantræet er skrevet af H.C. Andersen. Han er født i 1805 i Odense. Han er en af de mest kendte eventyrs forfattere verden over. Eventyret om grantræet blev udgivet i 1844, som også vil sige, at det er skrevet under romantikkens periode, som strækker sig fra 1800-1870. En af de ting som gør netop dette eventyr lidt anderledes er, at det ikke ender lykkeligt som mange andre af H. C. Andersens eventyr, men som også er ret atypisk for perioden, det er skrevet i, nemlig romantikken. Men en anden atypisk ting ved dette eventyr er også, at det ikke starter med ”Der var engang” som mange andre af H. C. Andersens eventyr. Det vi dog kan kende eventyret på er H. C. Andersens særlige måde at skrive eventyr på, som også er baseret på hans egen fattige opvækst. Det er også med til at gøre dem menneskelige. Eventyret bliver fortalt i 3. person og brugen af besjæling gør at vi hører om grantræets tanker og følelser. Det er et eventyr skrevet til voksne da den omhandler emner som voksne kan relatere til.

Eventyret om Grantræet handler om et grantræ, der står ude i skoven. Træet drømmer om at komme væk fra skoven og ud på havet eller ind i stuerne og blive pyntet som alle dens andre træer. I begyndelsen er grantræet lille og ikke så højt som de andre, men efter nogle år har det vokset sig stort og flot. En dag kommer en mand forbi og fælder grantræet, det kommer ind i et stort og varmt hus. Grantræet bliver pyntet med lækkerier af tjenerne og frøkenerne i huset, men allerede dagen efter bliver pynten taget af, og grantræet bliver sat op på et koldt og mørkt loft, hvor det står frem til foråret. På loftet møder grantræet nogle mus og rotter, som den fortæller historier om sin lykkelige tid i skoven og juleaften nede i stuen, hvor den var pyntet, og børnene dansede omkring det. I eventyrets slutning bliver grantræet taget ned fra loftet og hugget til pindebrænde. Her tænker det med vemod tilbage på sin tid skoven.