Heksen med den lange næse

Der var engang for længe siden en forfærdelig gammel heks. Heksen boede alene i et lille hus ude i skoven, og dette hus var bygget af slik og kager. Intet menneske og knap nok nogen trold turde komme i nærheden af hende, for hun var så skrækkelig styg. Hvis nogen kom ud til hende, tryllede hun dem øjeblikkeligt om til et dyr. Hun var en meget farlig troldkvinde. Hendes største sorg var den, at hendes næse blev længere og længere for hver gang, hun tryllede nogen om. Det var hendes straf!

Der var også en konge i det land, hvor heksen boede, og han havde en lille prins, og en lille prinsesse. Det var en dejlig dag, da de spadserede nede i parken ledsaget af en hofmarskal, som var så fin, at han kun kunne svare: ”Na!” eller ”Aha!” til alt hvad der blev sagt til ham.

”Jeg vil ud i skoven!”, sagde prinsen og prinsessen. ”Aha!”, sagde hofmarskallen og fulgte efter. Efter noget tid kom de til en mose, og hofmarskallen fik våde fødder, for han havde sine silkesko på. ”Na!”, sagde han og gik straks tilbage for at tage et par nye sko på. Men inden han gik, lagde han fingeren på næsen og sagde: ”Ba!” Det skulle betyde: ”Vent her prins og prinsesse, til jeg kommer tilbage og har fået mine nye sko på!” Men det forstod de to kongebørn jo ikke, så de gik videre ind i skoven. Det var netop i den skov, at heksen boede. Alle fuglene begyndte straks at kvidre: ”Gå ikke derhen!” Men prinsen og prinsessen forstod ikke fuglesprog, så han sagde til sin søster: ”Skal vi ikke gå på eventyr? Der er så kedeligt derhjemme.” Og så gik de på eventyr i den mørke skov, lige til de kom til heksens hus, som var bygget af slik og kager. ”Lad os spise aftensmad!”, sagde prinsen, som var sulten, og så brækkede de et stort stykke kage af huset. Da stak heksen sin lange næse ud gennem vinduet og så på dem. ”Kom ind!”, sagde hun straks. ”Jeg er jeres rare gudmor, og i skal få en hel masse slik hos mig.” Prinsen og prinsessen troede på hende og gik ind, selv om de var frygteligt bange. ”Hm!”, sagde heksen og så på børnene. ”Det er meget længe siden, jeg har spist andesteg…” Og så tryllede hun i luften, og straks blev prinsen og prinsessen forvandlet til to små ænder, som så forskrækket på hinanden. ”Hofmarskal!”, ville prinsen råbe i sin skræk. Men det lød bare som om han sagde: ”Kakaka.” Han kunne ikke mere tale, kun skræppe. ”Av!”, råbte heksen og tog sig til næsen. I samme øjeblik, hun havde forvandlet prinsen og prinsessen til ænder, var den blevet en halv meter længere. ”Det har hun rigtig godt af!”, skreg alle fuglene i skoven. ”I kan bare venter jer!”, råbte heksen og truede med knyttet næve efter dem. ”Jeg skal pudse min troldkat på jer!”