Livet byder både på stigninger og nedkørsler, hårde opbremsninger og skarpe hårnålesving. Det er naturligt, at man, reagerer, både fysisk og mentalt, når tilværelsen tager en drastisk drejning. Det kan føles som at ramme gruset efter et skarpt sving, men det afgørende spørgsmål er, hvordan man genfinder balancen, tager udfordringen op og fortsætter med at træde i pedalerne, selv når man er blevet kastet af cyklen og må sande konsekvenserne af et ubehageligt styrt.
Det er netop livskrisen, som er blandt den centrale tematik i dokumentarfilmen “I Walk” (2020) af filminstruktør, digter og cykelkommentator, Jørgen Leth. I den personlige dokumentarfilm forsøger Leth at bearbejde det chok, som han fik under det katastrofale jordskælv i Haiti i 2010, hvor han med nød og næppe undslap med livet i behold, mens omkring 300.000 andre omkom.
Selvom Leth umiddelbart var fysisk uskadt efter jordskælvet, har han efter hændelsen fået svært ved at gå. De psykiske eftervirkninger har sat sig i kroppen som fysiske skavanker: “Jeg kan ikke gå. De siger, det er hovedet.” Jordskælvet har således bragt ham ud af balance, både fysisk og psykisk.
Leths formidler sin ubalance gennem hans brug af filmiske virkemidler. Eksempelvis viser en indstilling et nærbillede af Leth, hvor hans ansigt ikke er centret, men kun er delvist med i billedet. Billedbeskæringen giver en uharmonisk og ubalanceret fornemmelse. Denne komposition kan siges at spejle motivet, for Leth har nemlig svært ved at gå efter jordskælvet, men som vi hører i indstillingen er udfordringerne også mere mentale: “Jeg glemmer, fordi der er mange fejl, jeg laver også, ikke?” Leth er altså - ligesom billedbeskæringen - bragt ud af balance efter jordskælvet.
Det er gratis at oprette en konto