Oliver og boblen

”Oliver, Oliver, vent lige” råbte jeg efter ham. Han gad ikke lytte til noget jeg sagde mere. ”Mor siger at du ikke må gå ud, please hør på mig”. Han lyttede ikke, han fortsatte bare, forbi alle husene, markerne, helt ud til glasvæggen. Igen ved helt præcist hvor døren ud til sidder, de flytter den hver dag. Jeg hev i ham, tiggede og bad ham til at gå med tilbage. Ham og Kamma blev uvenner tidligere, så han ville bare væk. Det var sådan hver gang, den her gang gik han bare længere væk end han plejede. Oliver havde sagt mange gange som barn at han ville se hvad mor altid snakkede om. En stor grøn skov, vilde kaniner om sommeren og blomstermarker. Jeg forstår ikke hvorfor han ville væk, alt her var så godt. Bare mig, mor og Oliver. Nogle gange Kamma hvis de var på talefod. Stedet vi boede, blev kaldt boblen. Det gjorde den fordi det var en stor glasboble. De gamle snakkede altid at det mindede dem om deres drivhuse fra førhen. De prøvede at tegne dem, men jeg forstod det aldrig helt. Hvorfor ville man bygge en lille boble? Nå men boblen havde alt hvad der var brug for. Jeg blev født her, 4 år efter Oliver. Oliver havde heller ikke set verden udenfor. Udenfor boblen var nogle store fabrikker, bag dem var en stor mur. Jeg har aldrig set udenfor muren. Enkelte gange har jeg været udenfor boblen, far tog mig altid med førhen. Jeg fulgte efter Oliver da han fandt døren. Han gik videre ud til første fabrik. Det var hans arbejde. Han fortalte om de blæksprutter han havde arbejdet med. De prøvede medicin på dem, medicin som burde hjælpe på den sygdom som far døde af. De var kommet langt siden de startede. Nogle af blæksprutterne begyndte at kunne leve over vandet. Det viser bare at man vil kunne vende alle typer dyr til at indånde den luft som er udenfor boblen. Vi prøvede det først på aber, men det gav bare et vildt resultat. Hvis aberne reagerede godt på indsprøjtningerne, fik mennesker eksem eller noget langt værre. Det blev kun prøvet på mennesker udefra. De blev betalt for at prøve det og hvis det virker, behøver de ikke gå med gasmasker, eller tørklæder for munden når de er udenfor. Blæksprutterne har nemlig blåt blod. Det blå blod viser bare det er med kobber i stedet for jern. Jeg har også lidt kobber i mit blod. Meget mere end dem udefra har. Kobberet hjælper med at optage ilten fra luften, det er bedre end de radioaktive partikler der også svæver rundt. Nå men Oliver. Oliver tog den største af blæksprutterne. Han kaldte den Mercury. Mercury var kommet med de bedste resultater. Han tog dens blod og førte det ind i nogle kapsler. Dem pakkede han i sin rygsæk. Han halvt løb nu. Tilbage ud i gården, fortsatte ud til den store mur. Jeg ville ikke forlade mor, men jeg turde heller ikke gå med ham. Jeg var blevet klar over at han ikke ville med mig tilbage. Han tastede koden ind på porten og skyndte sig ud. Jeg nåede ikke at komme med. Udenfor var der et kæmpe træ. Der hang et enkelt rødt æble. Ved siden af æblet var et grønt slimet væsen.