Han havde siddet på bænken overfor de to damer i et par minutter, da de opdagede det. Hans bukser stod åbne. Han havde glemt at lukke dem og sad, som han plejede, i solen på sin sædvanlige bænk i parken.
Han tænkte hver dag på sit gamle arbejde, tænkte på alle de mennesker, som arbejdede, og følte sig skuffet over, at ingen længere havde brug for ham. Hans børn havde sagt, at når han nu fik pension, så skulle han til at nyde livet, komme på besøg hos dem og rigtig være noget for dem. Men hver gang han havde været på besøg hos sine børn, følte han, at de bare inviterede ham, fordi han ikke havde andet at bestille, og at de i virkeligheden var trætte af at tage hensyn til ham og al hans tid. Han følte, at han kom til besvær, for de havde meget at bestille og sagde alt for ofte, når han prøvede at hjælpe med et eller andet, at nu skulle han hellere tage og nyde sin frihed, gå tur eller læse avis. At det ikke var meningen, at han skulle fortsætte med at arbejde, for nu havde han lov til at lade være. Fik han måske ikke penge for at lade være? Og så lo de og fortsatte deres liv uden ham, klappede ham på skulderen og bad ham om ikke at være så sær.
Det er gratis at oprette en konto