Vold har gennem tiden været et emne, der har fascineret og skræmt mennesket. I litteraturen bliver vold ofte beskrevet som brutal og destruktiv, men i digtet "Det blomstrende slagsmål" (1920) af Tom Kristensen beskrives det æstetisk. Det blomstrende slagsmål handler om et billardspil på et værtshus mellem 2 mænd, der udvikler sig til et slagsmål, da et glas knuses. Fortælleren er en underforstået tredjepersonsfortæller og tilskuer til slåskampen. Digtet består af beskrivelser, sansninger og refleksioner over slåskampen og leger med kontrasten mellem orden og kaos. Dette er ekspressionistiske træk, der fortæller om fortællerens subjektive oplevelse af virkeligheden. Det centrale tema i digtet er tabet af kontrol og hvordan vold og skønhed kan være forbundet. Denne artikel vil se nærmere på, hvilke virkemidler der gør slagsmålet blomstrende.
Form og indhold
Kompositionen er stramt struktureret med en fast form og en bunden rytme. Digtet består af seks strofer med klamre- og parrim og følger rimskemaet (a – bb – a – cc - dd). I første og sidste strofe markeres ændringer i handlingen med linjeskift. Denne klare opbygning står i skarp kontrast til det kaos, som beskrives i digtet. Kompositionen følger et "tidsligt fortællende" princip, hvor handlingen udfolder sig i et tydeligt tidsforløb. Det gør, at vi kan følge en udvikling i situationen, som eskalerer fra en rolig til en kaotisk situation. Digtet bevæger sig fra en rolig beskrivelse af værtshusmiljøet og et billardspil i første strofe. Dette udvikler sig til en gradvis opbygning mod slagsmålet i anden og tredje strofe. I fjerde og femte strofe udfoldes slagsmålet i maleriske vendinger, og digtet afsluttes med en refleksion over både volden og alkoholens magt. Et sprogligt virkemiddel, der benyttes i digtet til at synliggøre de forskellige strofers indhold, er semantiske felter. De semantiske felter beskriver i høj grad også noget om digtets tema, men det vender jeg tilbage til.
Det er gratis at oprette en konto