Det er tidligt om morgenen den 6. august 1945 på den amerikanske luftbase på øen Tinian i Stillehavet. Et amerikansk bombefly, ”Enola Gay” tankes op.
I over et år har amerikanske flybesætninger øvet sig på en særlig mission. De skal kaste bomber af en hidtil uset sprængkraft over japanske storbyer. Ingen ved dog, hvad det er for bomber.
Besætningen på ”Enola Gay” er de første, der skal udføre missionen. Målet er Hiroshima, en japansk by med 300.000 indbyggere.
I dagene forinden har amerikanerne ladet bombemaskiner flyve over byen – uden at bombe. Det skal vænne befolkningen i Hiroshima til overflyvningerne, så de ikke sætter luftalarmen i gang, og folk går i beskyttelsesrummene.
Med besvær bliver den 3 meter lange og mere end 4 tons tunge bombe bragt ombord på ”Enola Gay”. Flyet letter. Klokken er lidt over otte, da piloten efter 2.500 kilometers flyvning får målet i sigte.
I Hiroshima er der mange mennesker på gaden. De er på vej til arbejde eller i skole. De ser flyet, som flyver i stor højde. Der har været mange amerikanske overflyvninger, så luftalarmen sættes ikke i gang.
Klokken 8.15 lader bombeskytten bomben falde over Hiroshimas centrum. 500 meter over byen eksploderer den. Inden for en radius af ½ km fra centrum bliver næsten alt levende dræbt. Inden for 2 km dør over halvdelen. I alt dræbes op med 80.000 mennesker øjeblikkeligt.
Det er gratis at oprette en konto