Når en mor elsker sit barn, burde hun vel holde fast i det, beskytte det mod verden? Men hvad nu, hvis den største kærlighed ikke ligger i at holde fast – men i at give slip? Denne smertefulde problemstilling udfoldes i Tove Ditlevsens novelle ”Tårer” fra 1944, hvor en søn, selv mange år efter hans kone og børn har efterladt ham, ikke kan undslippe fortidens greb:
”Mange år efter - ja, længe efter, at Ruth var flyttet sammen med ham og moderen, og længe efter at hun var flygtet med børnene fra dette hjem, hvor intet ungt og lykkeligt kunne trives, syntes han, at der over dette billede gled en strøm af dryppende tårer, gjorde smilet på det søde ansigt stift og koldt, som det var, da hun forlod ham…” (Ditlevsen, 1944, S. 3, L. 23-28)
Her ser vi, hvordan et billede af Ruth bliver et smertefuldt minde, der trækker sønnen tilbage i fortidens sorg. Hendes smil er ikke længere levende, men frosset fast i en evig tilstand af kulde og tab. Tårerne, der drypper over billedet, bliver et symbol på sønnens uforløste sorg.
Det interessante ved billedet af Ruth er, hvordan det fungerer som et spejl for sønnens egen indre verden. Han ser ikke blot sin tidligere kærlighed, men også sit eget tab, sin egen fastlåshed. Det bliver et symbol på, at han ikke blot har mistet Ruth, men også muligheden for forandring og lykke. Hans smerte er ikke kun forbundet med et knust forhold, men med en dybere følelse af at være bundet til noget uforanderligt.
Det er gratis at oprette en konto