Kejsertamarinen, en silkeabe med karakteristisk overskæg

Dens danske navn er Kejsertamarin og den latinske er Saguinus imperator, skønt det ikke har noget med hinanden at gøre. Den lever i det østlige Peru, nordlige Bolivia og vestlige Brasiliens regnskove. Det er en lille fætter på højest 400 gram og en højde på 23-26 cm. Kejsertamarinen har en levealder på op til 10 år, men den stakkels lille egernabe har en drægtighedsperiode på 16-20 måneder. Dens føde er alt godt fra skoven, nemlig insekter, små invertebrater og pattedyr, frugt og saft fra træer. Den er en silkeabe, og de er nogle af verdens mindste aber, da den største art vejer 900 gram. Der findes i alt 22 silkeabearter, og de har alle en meget begrænset udbredelse i regnskoven i sydamerika. Der er to store grupper inden for silkeaber. Den ene er Marmosetter og den anden er tamariner, og den hører Kejsertamarinen sjovt nok til. Marmosetterne spiser frugt og suger og lever af saft fra træerne, mens Tamarinerne lever af insekter og smådyr. De har kløer i stedet for negle men på fingeren der svarer til vores tommelfinger har de, ligesom os og andre aber, en flad negl. De bruger kløerne når de skal drikke saften fra træerne, da de holder fast rundt om stammen med kløerne og gnaver ind i stammen og suger og slikker med tungen. Der er ingen forskel på hannen og hunnen, men de har det på samme måde som os mennesker, da de kan have forskellige pels typer, farver og totter. Der er mange silkeaber der har fået navne pga. den forskellighed der er dem imellem. Kejsertamerinen er let genkendelig på sit lille meget sjove og karakteristiske hvide nedadhængende overskæg. Arten kejsertamerin er opkaldt efter Kejser Wilhelm den II, da han havde et lignende overskæg, det var bare opad. Mange af de første kejsertameriner der blev opdaget af videnskaben var døde men alle deres små overskæg var blevet vendt om, til minde for Kejser Wilhelm den II. Kejsertamarinen er grå på ryggen med stænk af gule hår, brystet er rustrødt, og poter, isse og hale er sorte. Silkeaber de lever sammen i grupper, normalt i familiegrupper på 3-15 aber. Kun det ene par i en gruppe yngler, og de kaldes det dominerende par. Hvis hunnen i det dominerende par dør eller forsvinder fra gruppen, tiltræder den næstrangerende og begynder straks at yngle. Silkeaber føder meget ofte tvillinger, og lige så snart der er blevet født sendes ungerne hen til faderen, da moderen ikke kan bruge energi på at passe dem da hun skal sørge for føde og mælk til dem. Faderen udlåner kun ungerne til moderen når de skal have mad.