Det var ikke slaget der gjorde ondt. Det var selve handlingen. Forråelsen, og personen der stod bag. Al den tid for, at det bare skulle ende her. Men jeg er ikke overrasket, jeg så det komme som var det tordenvejr. Det starter stille, bare en lille grå sky, men med tiden bliver den sky større, der samles flere, og før du ved af det brager tordenen.
Mit hoved dunker af smerte, og jeg mærker mit hjerte pumpe blodet ud i kroppen. Tvivlende kommer jeg på benene og møder betjenten, der ser meget sur ud. Det var selvfølgelig forståeligt, eftersom jeg lige har røvet banken. Ik’ at der kom noget ud af det, for det viste sig at være en fælde, og nu har vi hele byens politi efter os. Den idiot Alexander kunne ikke gennemse fælden, og han insisterede på, at vi havde en hjælper der ville hjælpe os.
En der arbejdede på stationen og ville sørge for kameraerne. Men politiet samlede sig lige så hurtigt som tordenen brager, meget hurtigere end vi havde regnet med, og jeg vidste med det samme, at vi var færdige. Lige pludselig skar den skarpe lyd af sirener gennem luften, og vi var indespærret i banken. Jeg sagde det til ham. Jeg sagde: “Vi skal ud, nu!” Men han ville videre. Ned til kælderen, hvor pengeskabet stod. Som om det hele var en ubetydelig leg, han var selvfølgelig helten, og var fuldstændig ligeglad med os andre. Nu står jeg her, med blod i munden og prøver at fægte betjenten af. En betjent var ikke noget problem, men tyve betjente, alle med våbnene rettet mod mig, var noget helt andet. Holdet ligger et sted bag mig, måske fanget, måske dræbt, mens Alexander selvfølgelig løb væk med pengene. Jeg ved ikke hvad der er værst, at han svigtede mig, eller at jeg lod ham gøre det.
Det er gratis at oprette en konto