Rasmus led af ADHD, han var skole træt, han ville være fri og have et arbejde. Rasmus havde altid været problembarnet i klassen, for på trods af hans sygdom var han en af de bedste i klassen, Rasmus havde rigtig mange talenter som fik ikke lov at vise dem. Rasmus’ mor passede nemlig altid lidt for meget på ham, og hans far var aldrig hjemme til at opdrage ham som et rigtigt mandfolk. At leve som en rigtig dreng lærte han blot af de andre drenge i skolen.
Rasmus blev sendt i skole i det fineste puds, de sorte laksko var pudset, kraven på skjorten var strøget lige fra morgenstunden af, en sweater uden over, tasken på ryggen, også ud i den store bil, hvor chaufføren ventede hver morgen. Rasmus tænkte tit på om chaufføren ikke kedet sig, sidde og vente på Rasmus hele morgen indtil han komme i det fine tøj, han sagde hurtigt ”Godmorgen” også kørte han mod skolen med Rasmus.
Den samme kedelige vej hver morgen, Rasmus var i hvert fald ved at være træt af at skulle kører i bil hver morgen og eftermiddag. Men chaufføren Mads, var en af de flinkeste mennesker på jorden, Rasmus havde aldrig mødt en mand som ham, han sagde pænt godmorgen om morgenen, og når han om eftermiddagen blev hentet i sit så ellers fine puds, sagde Mads altid ironisk, ”Nå, mor bliver nok glad når du kommer hjem i dag?” Rasmus smilede blot og svarede et forsigtigt ”Ja”, for han vidste godt at mor ikke ville glad for at se hvordan hans tøj og sko var blevet beskidt af at klatre i træer og spille fodbold. Men ked af det ville hun nu lige så meget blive når Rasmus endnu engang kommer hjem fra skole med en seddel fra lærerinden, om at han nu igen ikke havde opført sig ordentligt.
Det er gratis at oprette en konto