Måneskæret oplyser hendes strålende grå øjne, mens hun sidder oppe i træet og dingler med sine ben. “Luna” råber en fjern stemme, men hun vender sig ikke om. Hun hører det, men sidder og tænker, om hun er god nok til at være med dem. Forsigtigt piller hun ved hendes halskæde, som er et lille kors. “Luna, kom nu med” råber personen igen, denne gang opdager hun, at det er Nikita. Det er bare Nikita hendes kommende partner måske. “Så det nu”, siger Luna til sig selv og ryster hovedet. Hun begiver sig elegant ned fra træet, med hendes bølgende blå farvede hår dansede efter sig. Luna smiler kort til Nikita, hvorefter hun snupper Nikitas bomberjakke. “Jeg låner den bare” konstaterer Luna, Nikita himler med øjnene, men nikker. “Du får nok lyst til at smide den halskæde væk” siger Nikita. “Hvorfor?” spørger Luna forundret, hun har haft korset siden hun blev døbt. “Det er forbudt at tro på gud hos os” svarer Nikita. “Så tag det af nu. Derefter begynder de at gå, mens Luna tager den gyldne bomberjakke på, og lægger det kors hun havde rundt om sin hals, ned i lommen.
De træder ind i rummet, som er fyldt med andre mennesker med gyldne og røde bomberjakker. Fyldt med mistroiske, nedstirrende og overvejende blikke. Men man bliver efterhånden vant til det, tænker Luna. “Du skal hen til Leder”, bemander Nikita med et seriøst udtryk i ansigtet. “Kom jeg ikke ind?”, spørger Luna med et bedende blik, mens hun gnider nervøst hendes hænder. Nikita sukker, “Kun Leder må fortælle sådan noget fortrolig viden” forklarer hun overbevisende. “Okay, okay”, svarer Luna mens hendes grå øjne mødes med Nikitas nøddebrune. Luna afleverer jakken og forbliver rolig, mens hun går ind.
Det er gratis at oprette en konto