Solskin, jordbærfingre og knæ, der svier efter endnu et styrt på grusvejen. Sommerferien er for mange et sted, hvor alt føles let og uendeligt: Man cykler om kap, til benene sitrer, slukker tørsten i saftevand og falder i søvn til lyden af insekter mod vinduet. Men sommeren kan også være tiden, hvor noget begynder at forandre sig. De fleste kan huske følelsen af den første forelskelse med sommerfugle i maven, varmen i kinderne, når den anden smiler og den iskolde knude, når man opdager, at følelserne måske ikke går begge veje. Endnu værre er det, når forelskelsen ikke bare ændrer dig, men også går ude over forholdet til en person, der står dig nær. Det er netop denne overgang fra barn til ung, fra solskin til skygge, som Naja Marie Aidt udforsker i novellen ”Den blomstrende have” (1993) fra novellesamlingen Vandmærket.
Novellen anvender hjem-ude-hjem-strukturen og starter med en beskrivelse af et idyllisk sommerhusmiljø ”af de bedre” (s. 71, l. 21). Novellen åbner med en præsentation af Thomas og Erik. Der er ”Sol, sol og atter sol” (s. 73, l. 15), og miljøet fremstilles som harmonisk. Vi får oplyst, at de er bedste venner, at de elsker hinanden som brødre og lidt til, og at de indledningsvis er synkrone (s. 74, l. 25). De bruger sommerferietiden på at løbe om kap og cykle rundt i sommerhusområdet. Ude-fasen indtræder, da Erik fortæller, at han er forelsket i Thomas’ kusine Mette. Thomas oplever her for første gang jalousi, hvilket viser et brud i deres hidtidige forhold. Mod slutningen af novellen klipper Mette pæoner, hvilket fungerer som novellens klimaks, idet handlingen symbolsk antyder, at hun tager deres uskyld. Den sidste fase fremtræder, da miljøet ændrer sig, og sommerens slutning markeres af regnvejr. Mod slutningen reflekterer Thomas over sommerens oplevelser som en vigtig erfaring, idet han for første gang oplevede ulykkelig kærlighed. Hans voksne jeg betragter nu begivenhederne med afstand og en tro på, at livet fortsætter trods modgang (s. 81, l. 17).
Det er gratis at oprette en konto