Hvordan forholder man sig i et samfund, der er ligeglad med dit velbefindende? Den fuldstændigt polerede livsstil er blevet en norm. Dit opråb om smerten er et tabu; og derfor ender mange drenge med at tage deres eget liv, i håbet om noget bedre. I et uddrag af digtsamlingen Avatar af Caspar Eric (2017), fremstiller den unge københavnerforfatter nutidens depression som en samfundssyge. Vi har nemlig indrettet os på en måde som langsomt tager livet af os. Avatar er et forundrende poppoetisk digt, hvor der er indarbejdet popkulturelle referencer, i et forsøg på at skildre samfundets strukturelle udfordringer. Værket skal skabe et fælles sprog, om hvad det vil sige at være syg, unormal og ulykkelig i dag. Derfor spejler digtets grafiske virkemidler den virkelighed, som det lyriske jeg kritiserer - det hastige, kapitalistiske samfund.
Ensomheden blandt mænd udspiller sig som en tavs kamp. Det fungerer som et centralt budskab i Avatar, at især drenge beslutter sig for at ende deres liv som følge af samfundsindretningen.
”og efter at flere jeg kender
især drenge
har begået selvmord
virker det indlysende
at der udspiller sig en kamp
med en tilstand af håbløshed” (s. 3. linje 77-82)
I disse vers bliver det tydeligt hvordan det lyriske jeg opfatter samfundet som afvisende. Udtrykket ”virker det indlysende” forløber som en sarkastisk kommentar til hvordan samfundet forsømmer den deprimerende tendens - kampen er derfor håbløs. Udfaldet er en tomhed, og den bliver fyldt med forbrug.
Det er gratis at oprette en konto