Tyk eller tynd, høj eller lav, grim eller pæn eller handicappet eller normal. Disse ord er nogle vi mennesker dagligt bruger til, at beskrive vores egen og for den sags skyld også andre folks kroppe. Disse ord er nedladende, mærkelige og opmuntrende på hver deres måde. Vi bruger sådanne ord når vi forsøger, at sammenligne os med andre. Det kan være nogle vi møder på gaden, i indkøbscenteret eller nogle vi ser i tv’et. Sammenligninger kan give en mere eller mindre selvtillid, men hvorfor sammenligner vi altid hinanden? Er det fordi der er så mange som ligner os? Er det fordi vi mangler selvtillid? Eller er der en helt tredje grund til at vi altid skal sammenligne os selv med andre? Langdigtet ”Nike”, som er skrevet af Casper Eric og udgivet i 2015 handler netop om dette. I digtet lider jeg-fortælleren af cerebrale parese, som er en spastisk lammelse. Langdigtet tager udgangspunkt i jeg-fortællerens lidelse og fortæller om, hvordan det er at leve med en spastisk lammelse i det senmoderne samfund.
I langdigtet forsøger Casper Eric at udtrykke sin holdning til det uperfekte. Dette forsøger han at gøre ved, at inddrage fortællinger fra hans eget liv. Han har bl.a. gjort brug af sin eks-kæreste, Viktoria. Dette kommer allerede til udtryk ved ” til viktoria og alle universets viktoriaer” på den aller første side i bogen, når man åbner den. Det fortæller, at bogen Nike er tiltænkt Viktoria, hans eks-kæreste. Udover at udtrykke det uperfekte udtrykker Casper Eric også sin vrede for hvordan folk ser ham og de ting, som følger med hans handicap. I bogen står der:
Det er gratis at oprette en konto