Jeg gik hurtigt ud af bygningen for at tage på arbejde. Jeg gik ned ad den beskidte gade mens vinden blæste, folk talte højlydt og pendlere hastede rastløs hen til de nærmeste stoppestæder. Det var ikke en særlig god morgen. Jeg var temmelig træt fra alle de rapporter om økonomier jeg skulle skrive i går aftes. Mine øjenlåg vibrererede af og til, og jeg gik på en lidt ustabil måde. Efter nogle få minutter nåede jeg ned I metrostationen, og efter hvad følte som en hel time (det var kun omkring tolv minutter) kom toget. Jeg gik ind og satte mig ned på det eneste ledige sæde. Jeg var lige ved at falde I søvn før metroen begyndte at køre og rystede det hele. Der var kun lidt tid indtil jeg skulle af.
Pludselig prikkede en hård finger mig på skulderen, så jeg drejede med hovedet og så et rynket og midaldrende ansigt glo ned på mig. Han smilede, men hans øjne var tydeligt tomme. Han kiggede bare på mig, og jeg kiggede også bare på ham. Han åbnede hans mund.
”Det dér er sgu mit sæde.” sagde han med en fredelig stemme.
Jeg åbnede langsomt munden. ”N.... nej. Det er det ikke. Vi er I offentlig transport.” Han stirrede ned på mig og hans smil blev mindre. ”Og det er jo ikke et handicapsæde.”
Det er gratis at oprette en konto