Lykke: analyse af 'Svømmerne i Basel' og 'Om lykke'

Jeg vil i denne kronik skrive om begrebet lykke, som det kommer til udtryk i teksterne Svømmerne i Basel og Om lykke. Jeg vil diskutere disse holdninger og komme med mine egne erfaringer og eksempler. Er lykke så simpelt som det at kunne se? Er lykke noget der kun varer i små øjeblikke? Er lykke noget vi drømmer om? Jeg vil prøve at finde ud af, hvad lykke er.

Essayet Svømmerne i Basel er skrevet af Hans-Jørgen Nielsen og er første gang offentliggjort i Information i 1983. Overordnet handler essayet om befrielse og længslen efter frihed. At kunne stå og se andre mennesker kaste sig i havet og lade sig drive med strømmen i et smukt scenarie er frihed for personerne vi har med at gøre her.

Essayet tager udgangspunkt i synssansen og synsoplevelsen.”Om lidt, når vi har nydt synet lidt mere, når vi har set lidt mere, så skal vi hen og spise frokost…”, ””Se, jamen se!” nærmest råber vi til hinanden, i den slags vantro pafhed, hvor man kun kan henvise til, at man faktisk med egne øjne ser, at virkeligheden overgår sig selv.”. Dermed tager Nielsen desuden udgangspunkt i nu’et, i øjeblikssituationen. Friheden består i at opleve det fantastiske syn i det øjeblik det befinder sig. Konen og manden beundrer svømmerne og bliver fanget af situationen i det øjeblik det varer, at de flyder med strømmen. Nielsen giver derfor udtryk for, at poesi ikke kun er en stilart, men også øjeblikke hvor synet får sjælelig betydning der rammer en person dybt indeni. ”Indre og ydre løber sammen på den måde, der gør et billede ud af virkeligheden. Der menes altså, at det ydre, det som øjnene ser, falder i hak med det indre, dvs. længslen efter friheden og hele følelsen bliver så til virkelighed. Dermed opstår det øjeblik som man bliver fanget af, og har svært ved at komme ud af igen. Det er jo lykken for disse mennesker. Stedet bliver nærmest som fortryllet i øjeblikssituationen. Denne øjeblikssituation kan man leve længe på. Manden og konen vil pga. deres synsoplevelse vende tilbage til Basel og svømme som svømmerne de har set. ”Det er i hvert fald dét øjebliks fortrolige forvisning.”. Her menes, at netop som de står og iagttager det fantastiske syn og bliver grebet af lykke er de overbevidst om, at de vil vende tilbage. Men hvem ved, når de rejser tilbage til deres hverdag er lykken jo forsvundet og de vil måske aldrig rejse tilbage til Basel.