Det vanskelige kærlighed

"Hvad fanden tror du, at du laver? Så se dog på mig, pigebarn! Du er kun 15 år, og så går du og føjter med drenge? Danske drenge, Leila! Har du glemt din tro? Vil du vanære din familie og de muslimske traditioner? Du kan være ganske sikker på, at du aldrig får ham at se igen!" Faderens stemme rungede og fyldte værelset med vrede. Leila rystede ikke blot på hovedet, men over hele kroppen. En sort, makeup-fyldt tåre trillede ned af den mørke kind og efterlod sig et gråligt spor. "Og sig mig engang, har du makeup på? Du ved godt, hvad din mor og jeg mener om den slags," fortsatte han. Hun svarede ikke, lyttede knapt nok. Hendes hoved var fyldt med den smukke, lyshårede Thomas med de glinsende blå øjne. De havde været kærester i to måneder, uden at Leilas forældre havde fundet ud af det. Og nu var det så sket. Det havde ikke været meningen, at en af faderens venner skulle se dem stå og kysse lige midt på hovedgaden. Hun vidste godt, at der ikke var nogen undskyldning for en muslimsk pige, der havde kysset en dansk dreng. Og da slet ikke hvis de havde været kærester i længere tid. Hun løftede hovedet en smule. Lussingen sad lige midt på venstre kind og efterlod et stort, rødt fingermærke. Leila var lammet. Tårernes kapløb ned ad kinderne hørte op med det samme. Hun rystede, men stirrede bare ud i luften. Langsomt vendte hun sig om og gik med tunge skridt ind på sit værelse og lukkede døren efter sig. Med let hånd smed hun en CD på anlægget og lod musikken fylde værelset op med melankolske toner. Hun vidste, at Thomas netop nu sad og ventede på hende på deres sædvanlige mødested, Café Kringlen, og hun vidste, at han sad med to krus varm kakao, et til ham og et til hende. Hun havde ingen mulighed for at fortælle ham, at hun ikke blot ville komme for sent; men at hun tilmed slet ikke ville komme, for hun havde ingen mobiltelefon, og der var ingen chance for, at hun kunne snige sig ud. Hun følte sig fortabt og uden indflydelse på sit liv. Det var som om, der var nogen, der hamrede med en hammer på hendes kranie indefra. Hun krøllede sig sammen på sengen og gav tårerne frit løb. Kort efter faldt hun i søvn. Da hun vågnede næste morgen, spillede musikken stadig, og lyset var tændt. Hun følte sig ikke videre frisk eller oplagt, som hun ellers plejede i weekenden. Hun rejste sig med en smule besvær og gik hen for at tænde computeren. Et stort vindue poppede op på skærmen, lige så snart computeren var tændt, og fortalte hende, at hun havde modtaget en ny mail. Hun rystede svagt på hovedet. Til dels fordi hun aldrig plejede at få e-mails, og til dels fordi hun egentlig syntes, at de var lidt åndssvage. Lige så snart hun fik at se, hvem mailen var fra, blussede hun op og blev ét stort lys, og det sidste hun tænkte på var, at e-mails var åndssvage. Hendes blik flakkede lidt op og ned ad siden, inden hun begyndte at læse.