Han var forvirret og rundtosset efter turen ned ad skråningen. Bukserne var våde og varme, han havde troet, han skulle dø. Det var ikke til at vide hvor langt ned, han kunne være trillet. Men i det mindste var det nu stoppet. Han mistede fodfæste og gled baglæns nedad på maven. Så lå han stille i et stykke tid og lagde mærke til alle smerterne i kroppen. Gid han aldrig var blevet sat på sagen om Tom..
Stjernerne lyste fra den frostklare nattehimmel ned på ham, og gav sneen et unaturligt hvidt skær. Det blændede ham, da han igen åbnede øjnene. Han forsøgte at vende sig om på siden, så han lå bedre, men kom til at rulle om på højre-armen. Hans skrig brød nærmest den stille nat i tusinde stykker, og skyndsomt vred han sig om på ryggen og spændte i hele kroppen. Gid han aldrig havde fået det job!
Det tog lidt tid, før han fik fodfæste igen, men han forsøgte bravt at klatre videre op mod vejen. Benene gjorde ondt som bare fanden, knæene var hudløse, og han kunne ikke bevæge sin højrearm. Han følte sig ikke bange, selvom det lignede, at der var øjne rundt om ham, der holdt øje med ham, og situationen virkede ret håbløs. Han bandede over sine ødelagte bukser, og den lyseblå cottoncoat var snavset. Sneen var ikke så tyk her, og der var masser af skarpe sten, som han skrabede sine knæ endnu mere på.
Det er gratis at oprette en konto