Valravnen: skriftlig opgave om jagten

Lad os gemme os der over, bag det væltede træ sagde hr. Niels dæmpet. Dødningebakken lå øde hen, alligevel talte hr. Niels dæmpet. Jeg nikkede og skubbede min armbryst og pilekoggeret bedre til rette på min ryg. Jeg tøjlede min hest så jeg var sikker på den ikke ville løbe væk, før jeg varsomt listede langs skovbrynet. Så snart vi nåede vores gemmested knælede hr. Niels, bag en flækket træstamme og jeg gjorde det samme, vi kunne se det meste af bakken og den månelyse himmel. Her opdager ravnen os aldrig hviskede Niels. Vi gjorde vores våben klar og vi sad og ventede engang imellem skiftede Hr. Niels lydløst stilling, men han slap ikke grebet på sin armbrøst, når jeg bevægede mig gjorde han advarende tegn med hånden og jeg stivnede vær gang og kiggede om ravnen var der. kun lyden af dugdråber der af og til ramte skovbunden brød den tyste nat. der gik lang tid til sidst lagde jeg mit våben og rettede mig op og sagde ”jeg kan ikke mærke mine ben” ”sørg sagde for at holde hovedet nede” sagde hr. Niels advarende. jeg dukkede mig og skiftede vægten fra den ene fod til den anden tror du den kommer i nat spurgte jeg, du kender den bedre end jeg gør svarede hr. Niels jeg spejdede i et øjeblik mod himlen efter et øjebliks stilhed sagde jeg ” jeg tror den kommer men ikke i endnu”. vi ventede igen blæsten tog til og fik trækronerne til at svaje, og jeg trak min slidte kappe tæt sammen. Det er så koldt klagede jeg hold ud lidt endnu du siger jo selv at den kommer med et fik et skrig i det fjerne os begge til at fare op. Hr. Niels løftede sit våben parat til at skyde kan du se den pustede han nej den er for langt væk, armbrøsten sitrede mellem mine hænder lidt efter lød skriget igen denne gang tættere. hvor er den hr. Niels drejede en gang rundt om sig selv men natten var tyst først efter lang tid sænkede han armbrøsten og satte sig på hug ved siden af mig så fik et nyt skrig os til at springe på benene en mørk silhuet strøg hen over bakken og ind over træerne bag os hr. Niels snublede af skov brynets beskyttende dunkelhed, og jeg fulgte ham. For over bøjede løb vi et stykke op af bakken og standsede ved et fyr træ fuglen var på vej tilbage mod os og synet fik hr. Niels til at snappe efter vejret hellige moder hvor er den stor vi kravlede i dækning og holdt øje med ravnen der svævede i en blød bue rundt om bakken hr. Niels hævede sin armbrøst og forsøgte at følge fulgens bane