Livet er smukt foregår under 2. Verdenskrig, og stedet er Italien. På det tidspunkt regerede fascisterne, og var i høj grad imod jøderne. Den handler om en mand ved navn Guido, og han er jøde, og jeg tror han er omkring de fyrre år gammel. Han bliver dybt forelsket, og bliver i første del af filmen gift, med hans drømmepige som hedder Dora. Guido arbejder som tjener i Grand Hotel. Man var stærkt imod jøderne, og en dag bliver Guido og hans søn som han har fået med Dora, ført hen til toget der kørte jøderne til koncentrationslejren. Doras familie var meget velhavende, og hun kunne have valgt at blive hjemme, og leve det luksuriøse liv videre, men Dora valgte, at tage med sin mand Guido og sin søn Giosué til koncentrationslejren. Efterfølgende lever de et hårdt liv i koncentrationslejren, men Guido ville ikke have at Giosué skulle blive bange og græde dag og nat, så han valgte at bilde Giosué ind, at det hele bare var en gemmeleg, hvor man skulle tjene point, jo længere man kunne gemme sig.
Hvad mener jeg om denne film?
Det bedste ved denne film er, at den er komisk på den gode måde. Mange film kan være latterlige nogle gange, da skuespillerne overdriver med humoren. Men denne film er noget helt særligt. Guido vælger at beskytte sin søn, og fortæller ham at det hele bare er en leg, og det synes jeg faktisk er en strålende idé fordi, at mange børn ville nok blive meget bange, hvis de kom sådan et sted hen, hvor alt bare var et helvede for dem. Guido bevarer håbet på den måde. Håbet om at alt nok skal blive godt, og håbet om at hans søn kommer ud i levende live. Kombinationen mellem krig og humor er en usædvanlig ting, men dette er nok forståeligt, da jeg tror, at Roberto Benigni som oven i købet selv spiller Guido, og er instruktør, nok ville have et andet budskab frem i filmen. Han er en kreativ og fantasifuld mand, og han elsker sin søn i allerhøjeste grad, da han ellers ikke ville gøre så meget ud af det. Jeg vil kalde det en ”mindre ondskabsfuld” side af situationen dengang, og det vil sige at man ikke rigtigt ser så mange dramatiske scener, men komikken strækker over hele filmen. Man ser ikke de helt alvorlige ting, som fandt sted dengang. Det skal siges, at der også er kærlighed og romantik. Det romantiske par som er Guido og Dora elsker hinanden meget højt, og den eneste ting som kommer dem i vejen er koncentrationslejren. Guido ofrer sig for sin søn, og går i døden. Men selvom han gør dette, er sønnen overbevist om at det hele bare er en leg, og der kan man bare se, hvor godt Roberto Benigni har spillet denne rolle som fader, men også som en meget morsom skuespiller. Selvom det er en meget trist film når man tænker over det, bevarer man glæden ved at se denne mand spille med i den, da man får mange grineflip gennem hele filmen.
Det er gratis at oprette en konto