I år 1830 var der omkring 1,2 mio. mennesker i Danmark. Ca. 1 mio. af menneskerne boede på landet. De fleste var bønder, som havde lejet en af de ca. 65.000 gårde.
Kornpriserne steg og bønderne klarede sig strålende, mens husmænd og landarbejdere manglede penge, så de måtte arbejde for bønderne og godsejerne for at have råd til mad, tøj osv.
Køerne og grisene fik foder fra de små marker som husmændene havde.
Da priserne på mad, tøj og andre nødvendige varer steg, mens lønnen ikke blev højere, blev levevilkårene for husmænd og landarbejdere dårligere i 1830’erne og 1840’erne. Familierne levede fattigt og på sultegrænsen.
I byerne kom den økonomiske fremgang fra 1830’erne, højere embedsmænd, storkøbsmænd, større håndværksmestre og virksomhedsejere til gode, mens almindelige håndværkere og handlende klarede sig nogenlunde, mens arbejdende og tjenestefolk levede under usle vilkår. Nederst var de fattigste, som ikke kunne klare sig selv, dog sagde loven at sognekommunerne skulle hjælpe de fattige, men det kneb meget med at overholde disse love, og derfor måtte de fattige klare sig igennem den svære tid ved at tigge.
Efter Napoleonskrigene var gået fallit, var gruppen af fattige meget stor – måske op mod 50.000 fattige. I 1835 fik 6 % af Københavns befolkning fattighjælp. Hver person på fattighjælp fik i gennemsnit 4 rigsdaler om året – det samme som en håndværker tjente på 2 – 3 uger. Derfor var det umuligt at overleve på fattighjælp alene. Derfor begyndte mange med tiggeri eller begå kriminalitet for at undgå døden.
Det er gratis at oprette en konto