Analyse af Liza Marklunds krimiroman 'Livstid'

Krimiromanen tager ofte udgangspunkt i en forbrydelse som skal opklares. Opklaringen udføres ofte af en politimand, en detektiv eller en privatperson, som ved hjælp af professionelle færdigheder og ren og skær held må grave sig ind til sagens kerne og opklare mysteriet. Igennem opklaringen afsløres der ofte ubehagelige sider af mennesket og samfundet vi lever i, som led i at finde frem til motivet til forbrydelsen. Som oftest kommer hovedpersonen ud for både psykiske og fysiske prøvelser igennem historien, som skal hjælpe til at bevare spændingen og interessen i krimien. Femikrimien er en under-genre af den kendte krimiroman. I denne er krimien skrevet af en kvindelig forfatter, med en kvindelig hovedperson og med et kvindeligt synspunkt.

Den anerkendte og respekterede svenske politimand David Lindholm bliver fundet myrdet i sin lejlighed, dræbt af et skud i panden samt i hans kønsorgan. Hans unge kone Julia befinder sig også i lejligheden men deres fælles fireårige søn er sporløst forsvundet. Julia bliver hovedmistænkt for mordet på manden og søn. Den benhårde reporter for den svenske avis Kvällspressen, Annika Bengtzon, får til opgave at følge sagen og som hun graver sig dybere ind i mysteriet begynder hun at tvivle på Julias skyld.

”Livstid” er en typisk femikrimi. Liza Marklund er bogens forfatter og har skabt den stærke kvinderolle i form af Annika Bengzton som krimiens hovedperson. Det er tydeligt at Liza Marklund igennem historien skildrer en lettere mandsdomineret verden, hvori nogle få kvinder optræder som ofre for denne. Annika er den typiske kvinde der kæmper med indre dæmoner men som stadig får dagligdagen til at hænge sammen, og formår at løbe side om side med de mænd der optræder i bogen. Den myrdede politimand David Lindholm er en af de mænd der symboliserer denne verden, hvori i han udadtil virker som en af hverdagens sande helte, men som gemmer på dystre hemmeligheder som Annika tager til opgave at bringe ud i dagens lys. Kvinderne i bogen er i næsten alle tilfælde skildret som stærke, følelsesbetonede og ofte meget undervurderede skikkelser, mens mændene bliver beskrevet som kolde, hårde og stærkt urimelige mandschauvinister. ”Livstid” går hånd i hånd med krimiromanens opbygning. Annika, den erfarne reporter, løser ved hjælp af kløgt og selvlærte færdigheder den komplicerede mordgåde. Hun må dog igennem diverse forhindringer som skal vise sig både at sætte fysiske og psykiske men, samt opdage at mennesket kan være af ualmindelig ond støbning. Indenfor krimigenren finder man også de forskellige krimityper, som er stereotype detektiv-typer man ofte ser gå igen i forskellige krimier. I ”Livstid” har vi med sin såkaldte ”nysgerrige og feministiske journalistpige” at gøre, som er meget typisk for Liza Marklund. Denne er en venstreorienteret drengepige, som kan være venligheden selv den ene dag og djævlen selv den anden. Hun nærer samtidigt næsten hadske følelser overfor mænd og kæmper med næb og klør for ikke at stå i skyggen af disse. Annika er Liza Marklunds udgave af denne journalistpige, som besidder stort set alle af egenskaberne som er nævnt. Især hendes forhold til mænd kommer til syne i historien. Hun bliver forladt af sin utro mand for en yngre og smukkere kvinde, hendes hus brændes til grunden af en hævngerrig mand fra hendes kvarter og den anerkendte politimand som bliver fundet myrdet har utallige grumme og lyssky hemmeligheder fejet ind under gulvtæppet. Liza Marklund er kendt for at kunne skrive side op og side ned om disse uduelige mænd og optræde som kvindernes fortaler, hvilket også gør sig gældende i ”Livstid”. Kvindeundertrykkelse bliver også skildret i ”Livstid” i form af den svage kvindeskikkelse Julia Lindholm som bliver anklaget for mordet på sin mand og søn. Hun er stærkt underlagt sin mand, den afdøde politimand, som igennem mange år terroriserer hende i en sådan grad at han får hendes verden til at krakelere. ”Kriminalromanens ti bud” af Stefan Brockhoff, er en sammenfattet liste over visse regler som en krimi bør overholde for at kunne kategoriseres som en ægte og god krimi. Liza Marklund formår at overholde disse regler godt. Hun sætter selvfølgelig sit personlige præg på fortællingen, men stadig med de ti bud som fundament. Nogle af punkterne kan virke lidt slørede i ”Livstid”, som for eksempel punktet der omhandler kampen mellem forbryder og detektiv. Det kan ofte virke som om at hovedpersonen snarere kæmper mod samfundet og personlige kampe end den egentlige forbryder. Det er ikke et krav at forbryderen bør skildres igennem hele historien men dog i en sådan grad at man altid har ham eller hende i baghovedet og længes efter at finde ud af hvem forbryderen er. I ”Livstid” kan det hyppigt virke som om forbrydelsen sættes i baggrunden og man kan tage sig selv i helt at glemme den egentlige forbrydelse, og ikke mindst forbryderen.