Folkeviser er episke dvs. at de er fortællende, dramatiske og lyrisk, som er blevet fortalt og sunget på adelsgårde af omvandrende sangere. Viserne har ofte et omkvæde, som fortæller stemningen. Personerne i viserne bliver ikke fortalt detaljeret, men overfladisk. Temaet er ofte slægt, kærlighed og hævn. Viserne som er delt op i strofer, har som reelt 2 linjer eller 4 linjer (vers 2 og 4 rimer). Forløbet er (hjemme - ude – konflikt – konsekvens – hjemme). Viserne blev fortalt i 1200 til 1400 tallet. Viserne blev skrevet ned, af adelens kvinder og grunden til det var de adle folk, der skrev folkeviserne ned var, fordi bønderne og de almue (det vil sige de fattige folk) ikke kunne læse eller skrive. Nedskrivningsperioden var ca. mellem 1500 – 1600 tallet. Folkeviserne blev brugt til underholdning, hvor sangeren læste visen op, mens dem der dansede sang med på omkvædet. Viserne blev ikke leveret mundtligt ordret, de blev ændret og digtet. Derfor skyldes det, at der findes flere slags versioner af en folkevise. Den første bog om folkeviser, blev skrevet af Anders Vedels i 1591, bogen hed ”100 viser”. Peder syv genoptrykkede bogen ”100 viser”, men med 100 ekstra viser, bogen blev kaldt ”200 viser”. Folkeviser deles ofte i 3 slags forskellige
Det er gratis at oprette en konto