Den 9. november var en af nazistpartiets store mærkedage: det var den 9. november 1923, at Hitler og hans tilhængere forsøgte at kuppe sig til magten i Bayern ved det såkaldte 'Ølstuekup'. Hitler opholdt sig derfor i München den 9. november 1938. Her skulle han skal holde sin årlige tale for partiets spidser og 'gamle kæmpere'. Hitlers tale blev imidlertid aflyst på grund af Ernst vom Raths død, og i stedet holdt Joseph Goebbels en brandtale mod de tyske jøder. Formentlig overtog Goebbels ledelsen af taktiske grunde for at få Hitler til at fremstå som uskyldig og udenforstående. Talen til partiets mest trofaste kerne havde sin virkning: nazilederne ringede fra München til deres underførere rundt om i Tyskland og satte aktionen i gang. Krystalnatten var dermed alt andet end det 'folkelige oprør mod jøderne', som aktionen blev fremstillet som i den nazistisk-kontrollerede presse.
Officielt var pogromen udtryk for det tyske folks hævn for en jødes drab på en tysk diplomat, men reelt var der tale om en centralt styret offensiv mod de tyske jøder.
Hvorfor blev gerningsmændende ikke straffede?
Generelt blev gerningsmændene ikke straffet. Dette skyldtes ordre fra justitsministeriet, idet Goebbels som ansvarlig for pogromen stiltiende gav tilladelse til brug af vold. Hitler selv blev aldrig officielt knyttet til Krystalnatten som ansvarlig for dette voldsomme overfald på de tyske jøder, men han havde med meget stor sandsynlighed givet den egentlige, hemmelige ordre til begivenhederne.
Det er gratis at oprette en konto