Det silede ned. Han kunne høre det lige så tydeligt og se det. Han lå på ryggen på en gammel madras og kiggede op på det lille skråvindue der var lige over ham. Regnen trommede hårdt på ruden. Næsten som hagl. Dråberne sprang væk når de ramte ruden.
Dette sted var hans. Det havde det altid været. Her kunne han gemme sig når han trængte til at være alene. Inden i ham var det som om regnen også silede ned. Han kunne ikke få styr på sine følelser og tanker. Lige nu var han bare helt gennemblødt. I aften havde været en frygtelig aften. Han kunne ikke lade være med at tænke på det. På hende. På hvad hun havde sagt til ham. Han faldt i søvn.
Han vågnede. Kiggede forvirret rundt. Han var faldet i søvn på den gamle madras i skuret. Han gik ind i huset. Det første han så var uret. Kvart i ni. Fuck, for sent i skole - for tredje gang i denne uge. Han kunne høre Elizabeths sure stemme inde i sit hoved: “For sent igen, Christoffer. Det sker alt for tit. Rektors kontor, lige nu!” Nej, det gik ikke igen, så var det bedre han lod helt være med at komme. Ja, han blev hjemme i dag. Det var nok også bedst for ham efter det der skete i går. Da hun gik, og tog hans hjerte med. Da hun sagde det til ham, at det ikke gik med de to mere. Maria og Christoffer. Det lød bare ikke rigtigt mere. Han havde ændret sig for meget, og i den forkerte retning. Efter hendes mening. Han vidste ikke hvad hun mente med det.
Det er gratis at oprette en konto