Ernest Jünger (1895-1998), som har skrevet teksten ”Om krig og pacifisme” (1922), som denne stil tager udgangspunkt i, var tysk forfatter fra 1920’erne helt op til 90’erne. De tekster han skrev i 20’erne omhandler bl.a. frontoplevelser fra 1. Verdenskrig og befinder sig ideologisk på den nationalistiske højrefløj. H tanker er pga. deres nationale værdigrundlag nært beslægtet med nazismens.
I teksten ”Om krig og pacifisme” skriver Jünger om det han mener der ligger til grund for enhver krig og hvordan dette grundlag i, hans øjne, retfærdiggøres. Jünger mener at krig bl.a. har lagt vejen for frihed, storhed, kultur, slavers befrielse, de dygtigste racers oprejsning og religionernes verdensomspændende udbredelse. Han mener at krig er en naturlov og at den derved er uundgåelig.
Ifølge Jünger er krig blot resultatet af menneskets naturlige trang til at ødelægge. Han trækker historiske eksempler frem for at understrege sin pointe. Han skriver f.eks. ”Hvad havde peruanerne gjort spanierne”.
Jünger mener at hans tid var præget af en pacifisme, der udsprang af idealisternes holdning om at skulle prioritere andre mennesker og menneskeheden højere end sig selv og egen nation, samt den simple frygt for døden. Han mener både at idealismen og frygten for døden bidrager til menneskernes eget forfald. Idealisterne bidrager ved at stille sig op i protest mod krigens kugleregn, i troen på at krig ikke tjener til noget formål, og at men ikke kommer i himmelen når man falder i kamp. Selv bliver idealisterne ramt, dør og skaber derved hverken basis for fred eller krig. De der frygter døden bidrager ikke blot til ophør af deres eget liv, men forenes i folkemasser med fælles pacifistiske holdninger der vil svække hele civilisationens fundament. Ved ikke at kæmpe imod fjenden bidrager de til selve nationens undergang. Disse blodfrygtende mennesker beskrives i teksten som svage, pga. manglende vilje. Mister folket viljen til kamp vil deres bærende kræft og derved hele kulturen, ifølge Jünger, briste.
Det er gratis at oprette en konto