”Der er intet der beskriver livet bedre en en tvedelt vej.
Når du bliver født bliver du sat på vejen der går lige ud.
Du kan vælge at følge den vej for altid, men dem der virkeligt
Lever livet er dem der på et eller andet tidspunkt tager en afkørsel”
Niels Josephsen. Ca. 2003.
Jeg løber på en mark. Der er intet andet at se en marken, lige meget hvor langt frem jeg kigger ser jeg ikke andet end græs.
Pludseligt kan jeg skimte en hvid klat i det fjerne, det går nu op for mig hvor jeg er, jeg er ved den gård hvor jeg er født og opvokset, men der er noget anderledes over gården, min far står med udstrakte arme og kalder på mig: ”Jackob! Jackob kom her!”.
Min første tanke er hvad har jeg nu gjort galt, det som om at der er en stemme i mit hoved der siger flygt, men jeg fortsætter aligevel. Da jeg når hen til min far, fyldes min mave med gru, det hele er der lugten som jeg altid har afskyet mere end noget andet, det fedtede sorte briller med det tynde sorte stel, cigarret pakken der stikker lidt ud af bryst lommen på hans skjorte, og lugten af spirtus som som kommer ud som en mild brise.
Det er gratis at oprette en konto