Den, der vil gøre drøm til virkelighed, må vågne op først.
Alle har en drøm. Alle drømmer om noget. Men selvom det er det, vi allerhelst vil, er der gang på gang noget, der holder os tilbage. Men hvad er det så, der holder os tilbage? Man hører ofte nogle kloge hoveder sige, at man skal forfølge sine drømme. Så hvorfor gør vi det ikke? Er det fordi, vi siger, at det kun er en drøm. Det bliver alligevel aldrig til virkelighed. Egentlig synes jeg, det er en skam, at så mange opgiver at forfølge deres drømme, fordi de tror, at virkeligheden kæmper imod dem. Hvis vi nu bare alle sammen fulgte vores drømme, var vi måske mere lykkelige. Eller hvad? For som man siger: ”Højt at flyve, dybt at falde.” Det er indlysende, at hvis mange drenge drømmer om, at blive professionel fodboldspiller og de fleste piger, om at blive popstjerne eller model, at mange af dem vil blive skuffet. Så man skal vel også finde en grænse imellem, hvad er der er realistisk at drømme om. Men selvom vi måske godt ved, at det ikke er realistisk og højest sandsynligt ikke bliver virkelighed, er det bestemt ikke forkert at drømme. Alle har ret til at drømme, og alle gør det. Jeg bliver trist, når jeg hører en mor sige til sin lille søn, at han altså ikke kan flyve, eller en far fortæller sin ældste datter, at han ikke tror, at hun kan gennemføre gymnasiet, at hendes drømme er virkelighedsfjerne. En rigtig drømmeknuser. Jeg kunne aldrig selv finde på at knuse nogens drømme, for jeg tror, at det er sundt at drømme, også selvom man måske godt ved, det aldrig bliver virkelighed. For som man siger, er drømmen det sidste, der dør, og heldigvis for det, for ligegyldig hvor meget man har mistet, har man stadig drømmen, og den er noget af det vigtigste for mennesket.
Det er gratis at oprette en konto