Jeg vidste ikke hvor jeg var. Der var mørkt, koldt og uhyggeligt. Luften var fugtig, mine arme fik gåsehud af kulden. Krammede min hættetrøje helt ind til kroppen, så jeg ikke frøs. Jeg kunne høre en stemme der snakkede til mig, men hvor fra? Stemmen blev højere, og højere. Jeg åbnede øjnene med et sæt. Min pande dryppede af sved, og jeg følte mig helt dehydreret. Det var bare en drøm. Jeg satte mig i min seng, og kiggede rundt. Der var ikke noget forandret på mit værelse, alt var som det plejede. Først nu opdagede jeg min mor stod og kiggede ned på mig. ”Det var vidst noget af en uhyggelig drøm, Selma”, begyndte min mor. Jeg nikkede med hovedet, men var dog stadig ikke klar over hvad den handlede om, bare jeg havde kunnet huske den.
Jeg tog tøj på og gjorde mig klar. Det var nemlig mandag, og derfor skulle jeg jo i skole. Jeg havde værelse ovenpå og skulle derfor altid ned af vores knirkende lange trappe. Min far havde lovet at lave den, men det var ligesom som om, at han ikke rigtigt var kommet i gang. Men i dag da jeg gik ned af trappen, sagde den ikke en lyd. Ikke en eneste lille lyd. Det virkede lidt underligt at far allerede havde lavet den, for så måtte han jo have været oppe hele natten? Jeg kom nedenunder, og tog den hurtigste vej ud til køkkenet. Vores hus var lidt af en labyrint. Hver evig eneste gang vi havde gæster, skulle man vise dem vej hen til det ene, og det andet. Men mor og far mente selv at huset var perfekt indrettet. Jeg bemærkede at der var bumstille nede fra køkkenet. ”Mor, far, er i her?” Der kom ikke en lyd tilbage. Mor havde lavet min morgenmad, da hun vil have den skal være så solid som muligt. Der var en underlig stilhed i huset. Men jeg havde jo næsten lige set mor, da hun stod ved min seng på værelset. Hun kunne være gået uden at sige noget, og far ja, ham plejede man ikke at se før eftermiddag.
Det er gratis at oprette en konto