For Amir var det bare endnu en ny skole. Bare endnu en ny klasse med elever der kiggede nysgerrigt på ham. De løftede øjenbryn af hans påklædning, sprog og attitude. Han så ikke selv noget underligt i at gå klædt i joggingtøj, sneakers og en hue der sad højt og stolt på hovedet med teksten ’’4500-Amiir’’. Han så heller intet underligt i at han sagde ’man’ eller ’wallah’ i slutningen af hver sætning. Han havde efterhånden vænnet sig til blikkene og lyden af hvisken i krogene. Der gik normalt op til fire dage før nogen vovede sig hen til hans sædvanlige enmandsbord i klassens bagerste hjørne, og det var normalt en af klassens enspændere. Han havde af erfaring lært ikke at gøre sig nogen forventninger, eller håb om at blive der i mere end to uger. Dette var bare endnu en ny skole han skulle smides ud fra, inden han overhovedet fik startet.
Det var hans første privatskole, og hans mors sidste forsøg på at få sin søn ind på en skole. Han ville så gerne være i stand til at være på en skole i længere tid end blot et par uger – ikke bare for hans mors skyld, men også for sin egen. Det var ved at være sidste udkald, men for Amir var det en udfordring at enes med sit temperament.
Det er gratis at oprette en konto