Arrangerede ægteskaber og kærlighedsægteskaber

For de fleste mennesker i verden gælder det om at finde “den eneste ene” - den rigtige partner eller ægtefælle for livet. Der er imidlertid stor forskel på, hvordan vi finder den helt rigtige person. Et gammelt ordsprog siger, at hvis man ikke kan få den man elsker, må man lære at elske den man får. Generelt har danskerne dog svært ved at forestille sig at skulle giftes med en, de ikke elsker eller er forelsket i. Holdningen er nemlig, at kærlighed og forelskelse er den eneste rigtig måde at finde sin ægtefælle på. Men sådan er det ikke alle steder i verden, og sådan har det heller ikke altid været i Danmark. I dag er der rundt om i verden mange unge mennesker, der ikke har mulighed for at gifte sig med en, de er forelsket i. Faktisk er det heller ikke alle der mener, at forelskelse og kærlighed er den bedste måde at finde sin partner på. Når man er forelsket, er man helt oppe i skyerne. Man er måske slet ikke i stand til at bedømme, om man vil kunne leve et helt liv sammen med den, man er forelsket i. Derfor vælger nogle at spørge forældrene eller andre familiemedlemmer til råds. Forældrene har meget større erfaring. De vil bedre kunne bedømme, om man nu også passer sammen med den, man er forelsket i. Nogle lader endda forældrene udvælge en eller flere kandidater, som de tror, vil passe godt til én. Det er det, der også kaldes arrangerede ægteskaber. Der er mange steder i verden, hvor man bruger arrangerede ægteskaber. I modsætning til hvad mange tror, har arrangerede ægteskaber ikke noget med religion at gøre. Det er i stedet et spørgsmål om kultur og tradition. I et land som Indien har man f.eks. en lang tradition for at arrangere ægteskaber både blandt hinduer, kristne og muslimer. I dagens Danmark betragter vi det nærmest som en menneskeret at kunne gifte os af kærlighed. Vi skal dog kun ca. 100 år tilbage for at finde utallige eksempler på, at det mere var fornuften end følelserne der afgjorde, hvem man skulle giftes med. Det betyder ikke at kærlighed og forelskelse er noget nyt. Men ideen om at vi kun kan gifte os med en, vi elsker eller er forelsket i, er noget forholdsvist nyt. Faktisk slog den måde at tænke på først for alvor igennem omkring år 1800, i den periode vi i dag kalder for romantikken. I begyndelsen var det kun de mest velstillede i samfundet, der tog ideen til sig. Særligt borgerskabet dyrkede forelskelsen og stræbte efter den sande og ægte kærlighed. Nogle dyrkede den så meget, at det mere var følelsen af at være forelsket, der blev det vigtige, og ikke så meget at det endte med, at man fik den man var forelsket i. Men selv de, der satte forelskelsen højt og som ledte efter den store kærlighed, kunne ikke helt se bort fra fornuften. Ægteskabet blev betragtet som en alvorlig sag, der ikke kunne overlades til noget så flygtigt og ustabilt som forelskelse. Derfor fik man ofte passet kærligheden og forelskelsen ind i mere fornuftsmæssige rammer. Man forelskede sig ikke i hvem som helst.