Kære dagbog. I dag, den 17. september er en dag, som jeg sent vil glemme.
I dag startede jeg det, der formentlig bliver mit livs største oplevelse.
Mens jeg skriver, sidder jeg lige nu på min ”Skechers SV-700” og nyder udsigten udover Atlanterhavet. Min kommende tur var sikkert aldrig blevet til noget, hvis ikke det havde været for al den plagen.
I den sidste måneds tid har jeg ikke lavet meget andet end at øve sejlads, sovet og plaget. Uafbrudt har jeg plaget mine forældre, om at give mig lov til at komme på denne tur.
Og i sidste uge bukkede de under. Er du gal, hvor blev jeg glad. Jeg tager mit sejlads meget seriøst, og jeg kan ikke forestille mig en større, mere udholdenhedskrævende oplevelse end den her. Det skulle da lige være at sejle jorden rundt, men der ville jeg nok blive nødt til at plage i mere end en måned.
Da jeg fik at vide, at jeg gerne måtte, blev jeg selvfølgelig enormt glad og spændt, men samtidig følte jeg også lidt frygt. Det her er jo ikke noget, man gør hver dag, og det er bestemt heller ikke ufarligt. Mine forældre har heller ikke lavet andet, end at sige, hvor meget, jeg skal passe på, den sidste tid, hvilket jeg også har tænkt mig, stol trygt på det.
Det er gratis at oprette en konto