Akvædukter i Romerriget

Teknologihistorie

Akvædukter i Romerriget

Navne: [NAVN B] & [NAVN A].

Klasse: 2.C

Fag: Teknologihistorie.

Afleveringsdato: 06.09.07

Skole: Frederiksberg Tekniske Gymnasium, HTX.

Akvædukter i Romerriget

Vores nutidige viden om Romerriget bygger på nogle artefakter og nogle skriftlige kilder, f.eks. kan artefakterne være: akvædukter (Pont du Gard), Pantheons tempel og amfiteatret. De skriftlige kilder er f.eks. en beskrivelse af vandforsyning i Rom, skrevet af embedsmanden Sextus Julius Frontinus,100 e.Kr.

Af arkæologiske fund kan man udlede meget om Roms vandforsyning.

Rom fik vand via nogle vandførende kanaler, de såkaldte akvædukter, på følgende måde: Først fandt man kilder fra lave bjerge omkring byen, hvorpå man førte vandet igennem akvædukterne lige ind til byen.

Ingeniørerne sørgede meget nøje for, at akvædukterne blev bygget således at vandet kunne løbe af sig selv (vha. tyngdekraften) hele vejen ned til byen.

Nogle steder var det nødvendigt at fører akvædukterne over dale og sletter, og det førte til at man blev nødt til at bygge akvædukten op på en bro med høje stenbuer. Dette kaldes en arcuation. Stenbuerne blev lavet af sten, og stenene var udhugget så præcist, at man ikke behøvede hjælpemidler såsom mørtel eller cement, til at holde buen sammen.

I bjergene foretrak romerne, at bygge underjordiske kanaler ved at grave eller hugge gange, høje nok til at mænd kunne arbejde oprejst i dem. Dette var dog ikke den eneste løsning. Sommetider lod de vandet løbe igennem store rør af bly, men i de fleste tilfælde brugte de akvædukter.