Verdens smukkeste hus

Da vi har kørt lidt længere, siger buschaufføren: »Nu er vi 5 km fra det smukkeste hus i

Verden, så i kan godt begynde at gøre jeg klar.« Jeg tænker på hvordan huset egentlig ser ud. Er det rødt? Hvidt? Eller måske end helt tredje farve. Hvis det var mit hus så ville det være rødt og stort og med sort tag, og inden jeg knap nok er færdig med den sidste tanke, stopper bussen. Jeg tænker på dagen, sådan som den har formet sig indtil nu. En god og kort dag på arbejde, tidlig fri også pludselig denne mærkelige episode, som jeg nu er en del af. Da vi stiger ud af bussen, er der ikke så meget at se for træerne. Der er ikke noget der tyder på at det er her, der skulle ligge verdens smukkeste hus. Vi går videre, og samtidig fyldes jeg med en længsel, efter bare at ville se huset. Jeg er helt anspændt i kroppen, jeg får lyst til at gå væk fra flokken, men jeg kender jo knap nok vejen. Jeg går hen til en af de andre, han ser trykket ud, spørger ham om hvordan hans dag har været indtil nu. Vi kigger på hinanden, men slår hurtigt blikket tilbage på stien. Hans dag har været yderst stressende, fortæller han mig. »Først kom jeg alt for sent på arbejde, bagefter blev chefen sur, og nu dette nummer!« »Jeg forstår ikke« siger jeg. »Jo, ser du. I går aftes var jeg sammen med min kæreste, vi sad og fejrede den dag hvor vi første gang mødtes, som vi har gjort de sidste 3 år. En rigtig god middag. Og så aftalte vi som noget specielt at i aften skulle vi tage i Tivoli og gå en tur ved slotssøen. Det er en af de bedste aftener på hele året.« Jeg snakker med ham om aftenens problem og bliver enige om at det var bedst at vente til vi kom hjem herfra. Lidt efter vender buschaufføren sig om, jeg har opsnuset at han skulle hedde Jørgen eller Jens eller… i hvert fald et eller andet med J. Han siger at vi nu er tæt på indgangen til verdens smukkeste hus. Jeg lader som ingenting, men indeni er jeg helt oppe at køre. Jeg kan næsten ikke vente mere. Jeg skynder mig hen til manden, som jeg snakkede med før. Jeg fortæller ham at jeg er helt vildt spændt, på at se huset. »Jeg er designer og indretningsarkitekt« siger jeg. Manden kigger uinteresseret på mig. Jeg siger til ham, at hun ikke har noget at bekymre sig om og at det hele nok skal gå. Jeg kigger frem, og der er huset. Det er ikke som jeg havde forventet det. Jeg har det som om jeg ikke kan vende mig bort fra det. Det har nærmest en tiltrækkende kræft. De andre som var i bussen og som råbte op, er nu helt mundlamme. De står bare og kigger på huset. Buschaufføren viser os tættere på og siger at vi under ingen omstændigheder må røre huset eller fotografere det, men at vi godt må gå rundt om huset og om bagved. Jeg beslutter mig for at nærstudere materialet som huset er bygget af. Jeg kan se at der er lavet af en masse små stykker rav. Jeg har lyst til at røre, men hvad ville der ikke ske hvis jeg gjorde det, men der er jo ikke andre herude end os. Jeg tager det i mig igen da manden kommer gående. Han ser mig ikke, mærkeligt tænker jeg. For hver gang jeg ser ham, desto mere trist ser han ud. Jeg vil gerne hjælpe ham, men jeg føler ikke jeg har noget jeg kan hjælpe ham med. Jeg går om i haven, der er ingen andre end mig. Haven er utrolig smuk og velduftende. Der er roser, violer, orkideer og en masse krydderurter. Der er specielt en krydderurt som går meget igen. Citronmelissen. Der er meget af den. Og den dufter også rigtig godt. Jeg går videre rundt i haven. Pludselig kommer manden hen til mig. Han har en blomst med. Det er en mælkebøtte. Jeg siger ikke noget. Men jeg kan se at der er noget forandret ved ham. Han ser ikke trist ud mere. Men han er heller ikke strålende glad, som da jeg så ham første gang i bussen da han steg på. Jeg spørger ham hvad han skal med blomsten. »Jeg vil gerne have at du skal have den.« siger han. Jeg bliver helt forarget over det, men jeg siger til ham at han hellere skulle tage og gemme den til sin kæreste, når han kom hjem. Han kan godt se at det måske ville være en bedre idé. Vi går om til, hvor vi sidst så buschaufføren og de andre. »Vi tager snart hjem, så hvis i ser nogen, så sig at vi tager hjem om 20 minutter siger buschaufføren.« Vi nikker og går den anden vej rundt om huset end vi gjorde før. Vi møder et ægtepar og siger at vi kører om 10 minutter. Vi går videre, og så spørger manden mig: »Hvad ville du gøre hvis du fik at vide af en mand, at han pludselig havde fundet den eneste ene i sit liv og det var hende, han stod lige foran?« Jeg blev helt forbavset, var det det der havde præget ham hele dagen, eller var det virkeligt det med Tivoli og gå turen ved slotssøen. Jeg svarer ham ikke, men siger til ham at, nu skal vi vist snart hjem. Men han insisterer på at få et svar. »Jeg ved det virkeligt ikke. Det er aldrig sket for mig.« Vi går tilbage til bussen og stiger ind. Vi sætter os ved siden af hinanden. Hele turen hjem snakker vi ikke med hinanden. Jeg sidder og tænker. Tænker over hvad han ville med det spørgsmål. Pludselig vender jeg mig om og spørger ham direkte, hvad det var han ville med spørgsmålet. Han siger, at det er lige meget og det forbliver et kæmpe spørgsmål. Men ikke ret længe efter vender han sig om og siger, at det hele var en løgn, det med kæresten og Tivoli. Lige pludselig siger han sætningen: »Jeg har fundet den eneste ene i mit liv.« Jeg er målløs. Da vi atter stopper i byen, smiler vi til hinanden, og jeg ser den unge mand gå af sted med sin mælkebøtte. Selv glemmer jeg alt om hvad jeg skal, og dasker lidt omkring på må og få. Da jeg endelig kommer hjem, går jeg direkte i seng, og før jeg sover, føler jeg mig virkelig heldig, jeg har set verdens smukkeste hus.