Jeg har valgt at skrive om Michael Strunges digt ’’BLITZ’’ fra 1980, da jeg gerne vil prøve at udfordre mig selv ved at give en fortolkning af et digt og derefter perspektivere digtet til mediernes rolle i dag. Det at skulle analysere et digt, er noget nyt for mig og derfor en udfordring.
DER ER LINSER OVERALT
DU KAN IKKE SKJULE DIG
DU BLI’R SKUDT
BLITZ BLTZ
Michael Strunge skriver om det at være kendt. Det at træde ud foran sin dør, og selvom man ikke ønsker det, står der fotografer og tager billeder af en. Man kan ikke gemme sig, for man skal jo leve. Men lige meget, hvor man går hen, står der fotografer og ’’skyder’’ en. Skyder en med kameraet. Hver blitz føles som en kugle i hjertet.
DER ER FOTOS AF DIG
DE SIGER DET ER DIG
DIN SJÆL ER DØD
BLITZ BLITZ
I strofe to ser man næste dag ens billede på forsiden af et sladderblad, der hvor man står med andre kendte der også bliver udstillet. De er mennesker ligesom en selv, men det glemmer folk, for de peger på en uden at tage hensyn til at man også er et levende væsen med følelser. De taler højt om en, hvisker ikke engang, men nærmest råber op om en. Jeg er et menneske, ikke et billede, tænker du inden i dig selv. Personen på billedet ser nærmest død ud, som om sjælen er forsvundet.
Det er gratis at oprette en konto